Randers By

Endnu et groft overfald i Randers midtby natten til lørdag

Arkivfoto.

Østjyllands Politi udsendte i formiddags meddelelse om et overfald begået af tre personer mod en 21-årig mand på Rådhustorvet omkring klokken 03.00 natten til lørdag. I forbindelse med en opfølgning på den sag har Randers Netavis fået kendskab til endnu en sag om overfald begået af flere personer – denne gang mod en 31-årig mand – også i midtbyen – også omkring klokken 03.00 natten til lørdag.

Vagthavende ved Østjyllands Politi, Stig Heidemann, fortæller her til aften til Randers Netavis:

Hvad kan du sige om overfaldet på den 31-årige?

– Vi har haft to betjente i Randers for at afhøre offeret. Han husker ikke meget, men dog at han er på vej hjem fra en bytur i Randers sammen med en kammerat. Her bliver han angiveligt umotiveret overfaldet i Trangstræde og kommer slemt til skade.

Hvad er der sket med ham?

– Han blev indlagt i nat på Regionshospitalet i Randers. Han har flækket nogle tænder og brækket kæben. Derudover har han måske en mindre blødning i hjernen.

Har I mistænkte eller signalement?

– Som sagt husker offeret ikke meget. Vi skal have kigget på noget videoovervågning fra og omkring gerningsstedet, og håber at kunne udtale os om sagen mere detaljeret i løbet af de næste par dage.

Men kan det være samme gerningsmænd som til overfaldet på den 21-årige?

– Vi fik anmeldelsen om overfaldet på den 31-årige sidst på formiddagen i dag. På det tidspunkt havde vi allerede afhørt de formodede tre gerningsmænd vedrørende overfaldet på den 21-årige, og de var efterfølgende blevet løsladt. Vi udelukker ikke, at der kan være tale om samme gerningsmænd til den anden episode, men kan heller ikke sige noget konkret på nuværende tidspunkt, afslutter Stig Heidemann.

Randers Netavis følger op på sagen.

Kommentarer