Mindeord for Stig Dich

I en alder af 79 år døde Stig Dich dagen efter Sct. Hans efter mange gode år. Vi har mistet en stor og glad mand, som hele sit liv havde et ukueligt humør og en venlig positiv indstilling til livet.

Som medlem af den første bestyrelse var han med til at starte Lillebjørns renovering på Brusgård Produktionsskole fra 1990 til søsætningen i 1994, hvor skibet blev kørt på blokvogn fra Brusgård til havnen – under stor festivitas. Han underviste unge mennesker på skolen og som uddannet maskinsnedker gav han mange elever selvtillid og lærte dem ansvarsfølelse – og dermed en god start i livet.

Om nogen var han med til at give Lillebjørn en god start i sit andet liv som passagerskib. Det er hans fortjeneste sammen med bestyrelsen at have tålmodighed til at holde ud i fire lange år med renoveringen.

Da Lille Bjørn endelig kom i sit rette element, trak han sig lidt tilbage for at hellige sig arbejdet på skolen – men kom stærkt igen, da han blev pensioneret. Han havde de fornødne certifikater, idet havnemester Gunnar Drachmann underviste ham og andre i navigation og ratbetjening. Både som skibsfører og som “træmand” var Stig aktiv på Lillebjørn. Hans fortjeneste er blandt meget andet er de smukke ædeltræs borde af mahogni, som stadig lyser op om bord.

Med tiden trak han sig lidt som skibsfører, fordi knæene ikke ville som han bad dem om. Stadig kom han dog ned på havnen under Bjørnebandens forårsklargøring – han lurede altid kaffe tiden – og tilbød sin assistance med ordene: “Er der noget jeg kan ødelægge”? Det kunne vi kun tage imod og læssede alt vi kunne finde om bord på hans kære trailer til hjemmearbejde hos ham. Retur fik vi så de smukkeste lakerede døre, borde, kasser, lemme, luger. Han fik alting til at skinne og dermed afløb for sin “ødelæggelsestrang”.

Sit hjem, hus og have holdt han i nydelig stand og nød at invitere Bjørnebanden hjem til “Absolut Herrefrokost” med sang og bægerklang samt nok proviant.

Ved siden af alt det daglige nåede Stig også at undervise i computer – og for at komme kvikt rundt anskaffede han sig en elcykel. Selv efter et styrt fortsatte han med at cykle elektrisk, og selv det kunne han spøge med. Endnu kan vi høre hans kluklatter og drillende bemærkninger.

Dem vil vi savne – ligesom vi nu vil mangle hans kunnen, humør og venlige væsen i Foreningen til Lillebjørns Bevarelse.