Samfund

En gave og en opgave – Svend Brinkmann sætter nye ord på vielsesritual i Randers Kommune

Mandag blev det nye vielsesritual præsenteret for giftefogederne i Randers Kommune. Fra venstre: Mai-Britt Pedersen, Helle Jørgensen, Helle Dahl Skøtt, Vivi Bech Sørensen og Hanne Steensgaard Kristensen sammen med Svend Brinkmann og borgmester Torben Hansen. Foto: Mathias Freund Østergaard Nielsen

I Randers Kommune har man moderniseret vielsesritualet til de mange par, der hvert år vælger at blive borgerligt viet. Mandag blev den nye tekst præsenteret af manden bag ordene, forfatter Svend Brinkmann, der  har formuleret “et ritual, der passer til folk i alle mulige forskellige livssituationer og livsfaser, på tværs af køn og seksualitet og religion og alt andet, man kan forestille sig”.

Det blev holdt hemmeligt til det sidste, hvem der er forfatter til det nye borgerlige vielsesritual i Randers Kommune. Mandag kunne borgmester Torben Hansen så endelig, på et møde for kommunens giftefogeder, byrødder og den inviterede presse, løfte sløret, og forfatteren selv, Svend Brinkman, var til stede for at fortælle om baggrunden for sit arbejde, og selvfølgelig læse de nye vielsesord op for forsamlingen.

I Randers Kommune bliver der hvert år gennemført cirka 400 borgerlige vielser, som kommunens ni giftefogeder, heriblandt flere byrådsmedlemmer, står for. Hidtil har udgangspunktet i ritualet været en meget kort nedskrevet tekst, hvortil hver enkelt giftefoged har kunnet føje noget mere til.

Med det nye ritual bliver det fremover den samme tekst, som brudepar, der vies borgerligt i Randers Kommune, vil få læst op. Nu med en signaturtekst af forfatter og psykolog Svend Brinkmann og afslutningsvist med digtet “Så tag mit hjerte” af Tove Ditlevsen.

– Digtet er tænkt som en stemningsfuld afslutning, som man kan bruge eller lade være, understregede  Svend Brinkmann.

Inden præsentationen lød det indledningsvist fra Torben Hansen:

– Vi er samlet for at markere noget nyt, noget unikt og noget betydningsfuldt. Fordi vielsesritualet skal skabe rammen om en dybtfølt begivenhed, en ramme om kærlighed mellem to. Et ritual for det øjeblik, hvor to vælger at ville fortsætte sammen. Og nu står vi så her klar til at markere et nyt vielsesritual og derfor endnu engang særlig velkommen til forfatteren.

Svend Brinkmann indledte med at fortælle om processen for sit arbejde.

– Jeg er overbevist om, at de fleste mennesker gifter sig, fordi de elsker hinanden. Men der kan jo være alle mulige forskellige baggrunde og begrundelser. Derfor skal det være et ritual, der passer til folk i alle mulige forskellige livssituationer og livsfaser, på tværs af køn og seksualitet og religion og alt andet, man kan forestille sig.

– Så det har virkelig været en spændende, men også svær proces at finde en tekst, der forhåbentlig kan sige alle noget, som står der. Men jeg har forsøgt, og nu får I så resultatet, sagde han og læste teksten op for de fremmødte.

Psykolog og forfatter Svend Brinkmann har skrevet det nye vielsesritual, som han læste op ved præsentationen i mandag eftermiddag. Foto: Mathias Freund Østergaard Nielsen

Teksten

Kære brudepar!

Først vil jeg byde jer og jeres gæster velkommen på Randers Gamle rådhus!

I er kommet, fordi I ønsker at blive gift. Fordi I ønsker at være sammen. Fordi I ønsker at høre til hinanden.

Det er en stor og vigtig beslutning, for når man siger ja til et andet menneske, siger man ja til at vise hensyn, forpligte sig og være der for hinanden – også når det er svært. Man siger ja til en stor opgave i livet

Når et “ja” til et andet menneske udspringer af kærlighed, er det dog ikke blot en opgave, men også en gave. Kærlighed er en gave, man skal tage imod, og det er en gave, man skal give. Og det har I valgt at gøre i dag.

Til opgaven hører, at I respekterer hinanden: I tilhører hinanden, men skal huske på, at I ikke er ens.

Til opgaven hører, at I lytter til hinanden og prøver at lære hinanden: I skal hjælpe hinanden og skal huske på, at I kan forskellige ting.

Til opgaven hører, at I drager omsorg for hinanden: I har hver jeres styrker og skal huske på, at ingen kan være stærk altid. Derfor skal I støtte hinanden.

Til gaven hører fortroligheden og samværet, glæden og kærligheden selv. Kærligheden er den største gave, vi mennesker kan få.

Til lykke med beslutningen om, at I vil give hinanden denne gave, og at I vil påtage jer den opgave, det er at være sammen i livet.

Foto: Mathias Freund Østergaard Nielsen

 

Kommentarer