Debat og politik

Eleverne på Tradium er dødtrætte af besparelserne

Otte politikere var inviteret til politisk debat på Tradium sammen med cirka 550 elever fra HHX og HTX.

Debatindlæg af: Malte Larsen, MF, Socialdemokratiet.

Det er mandag formiddag. Jeg er sammen med andre politikere blevet inviteret til politisk debat på Tradium sammen med cirka 550 elever fra HHX og HTX. De første elever begynder at møde ind i ”Toolboxen”. Rundt omkring kan jeg høre elever spørge efter, hvor de skal registrere sig – de vil nemlig være sikre på, at de bliver registreret korrekt og til tiden.

Dilemmaerne omkring de stramme fraværsregler kom på bordet:
En elev spurgte: “Er det rimeligt at få fuldt fravær fra en time, når det er bussen, der er forsinket? Og hvad med lærerne, skal de også sanktioneres, når de kommer for sent?”

Det er ikke altid nemt at gøre politik til en spændende vare, når man er ung. Derfor forsøgte vi os med elevinddragelse gennem Kahoot.

Elevernes klare svar til os var:
Nej tak til digital overvågning. De synes ikke, at det er i orden at lave digital overvågning for at undgå eksamenssnyd. De mener ikke, at det er rimeligt at lade sig overvåge for at kunne tage sig en uddannelse.

Til spørgsmålet om besparelser på uddannelserne var svaret klart: Flest mente, at der var sparet for meget på uddannelsesområdet.

Dagens sidste emne var klima. Børn over hele verden har deltaget i klima-strejke. Vi spurgte derfor eleverne om, om klima er øverst på deres liste her til valget. Det var der blandede meninger om, og det blev klart, at ikke alle unge mener, at det bør være øverst.

Det velfærdssamfund, vi har i dag, er konstrueret i efterkrigstiden, og i Socialdemokratiet er vi stolte over vores historiske ansvar. De unge mennesker står overfor et afgørende valg – de kan være med til at vælge, hvilken retning de ønsker for fremtiden. Vil de velfærdssamfund eller skattelettelser?

Jeg er bekymret for, at mange af de løsninger, som bliver præsenteret fra andre partier, bliver farlige eksperimenter med velfærdssamfundet. Vi har et samfund, hvor vi i fællesskab skaber værdier (og det skal vi blive ved med), og jeg mener, at vi skal omfordele de værdier, så der bliver mindre ulighed og fattigdom.

Vi kan alle få øje på den skævhed og urimelighed, der er i, at grådighed og svindel i de senere år har taget over. Hvidvask – skat, som ikke fungerer – udenlandske spekulanter, som har stjålet af fællesskabets penge – det er grundlæggende elementer, som vi skal have til at fungere i vores samfund. Velfærd koster penge. – Vi skal have tilliden tilbage.

Giv jer selv det bedste afsæt for jeres fremtid – var min opfordring til de unge mennesker.

Kommentarer