Harridslev

Ekspropriation bliver ikke med Liberal Alliance

Se billedserie Anders Burlund, spidskandidat for LA i Randers Kommune. Pressefoto.

Debatindlæg af Anders Burlund, spidskandidat for LA i Randers Kommune.

Det kan siges meget klart. Forskellen på Venstre og Liberal Alliance er, at vi i Liberal Alliance ikke på noget tidspunkt vil stemme for ekspropriation til private formål. Så enkelt er det faktisk. For os er det lige meget om den eksproprierede jord skal gå til en fodboldbane, en golfbane eller en stor musikfestival. Formålet er underordnet, fordi indgrebet er grundlæggende forkert, når det går til et privat formål.

Ejendomsretten er ukrænkelig, sådan står der i grundloven. Dermed kan den kun i almenvellets interesse udfordres, og kun såfremt der ydes fuld erstatning.

Vi kan af flere grunde ikke stemme for Kraftcenter Korshøj. Først og fremmest af praktiske årsager, da vi ikke sidder i byrådet, og dernæst fordi vi på ingen måde kan stemme for tiltag, der krænker den private ejendomsret, for at støtte private formål som eks. en fodboldbane.

Liberal Alliance har på landsplan tidligere støttet initiativer, der skal styrke den private ejendomsret, og grundejernes rettigheder. Konkret skal der opstilles en række objektive kriterier for, hvilke hensyn til almenvellets interesse, der kan tillade ekspropriation i henhold til planlovens §47. Hovedreglen skal være, at der ikke kan eksproprieres til private formål men alene til offentlige formål. Derudover skal det påkræves at der udarbejdes en skriftlig redegørelse, der begrunder ekspropriationen og dermed dokumentere dens lovlighed. Det skal samtidig gøre det nemmere for lodsejerne at åben en sag, hvis de er uenige. Derudover skal der indføres omkostningsgodtgørelse i samtlige ekspropriationssager.

Tiltagene sigter mod at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation, således at man som kommune skal have en meget god grund til at krænke almindelige menneskers ret til privat ejendom. I VLAK-regeringens regeringsgrundlag fremgår det også, at regeringen vil se positivt på at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriationer.

Vælgerne fortjener at vide hvor partierne står ift. ekspropriation. Liberal Alliance Randers kommer ikke til at stemme for ekspropriationer til private formål, sådan som andre partier nu lægger op til. Vi vil kæmpe for borgernes ret til egen jord, og derfor kan vi som borgerlige, og liberale, ikke støtte ekspropriationen til Kraftscenter Korshøj. Vi håber, at der findes en løsning inden det når så vidt, og opfordrer kraftigt vores borgmester til at genoverveje beslutningen.

Kommentarer