Kultur

Efteråret er lyserødt

For Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Randers er efteråret lyserødt. Med den traditionelle Lyserød Lørdag den første lørdag i oktober.

Men også med en flot donation fra Randers Golfklubs Pink Cup, hvor ”tirsdagspigerne” har indsamlet 70.164 kr. til Støt Brysterne-kampagnen gennem en turnering med deltagelse af 90 kvinder og mænd fra klubber landet over.

Lyserød Lørdag holdes for 10. gang, og det er fjerde år i træk, at Støt Brysterne-eventet finder sted på Randers Naturskole, hvorfra der er travetur langs Gudenåen med efterfølgende kaffe, kage og underholdning for børn og voksne:

I alle de år, hvor lokalafdelingen har sat fokus på brystkræft med en ”travetur med mening “ har det været med Hanne Falk som frivillig koordinator og primus motor, og sådan er det også i år:

– Jeg har altid mødt stort engagement og åbne døre hos Randers kommune og ikke mindst det lokale erhvervsliv, som har sponseret gaver, kager og lokaler – fortæller Hanne Falk, der siger, at det heller aldrig har været et problem at finde frivillige hjælpere. ”Gennem årene har Lyserød Lørdag i Randers haft mange forskellige “ansigter”, hvor bl.a. Randers bys lokale helt Stefan Rasmussen har været forbi og sponseret et foredrag med musik: “Fra kokostæppe til blå toner”. Vi har været på byvandring i Randers med Tina Knudsen Jensen og til mavedans, hvor vi “smagte på bryster” fra Vennelyst bageren, og fælles for alle arrangementerne har været traveturene og det hyggelige samvær med kaffe og kage.

På den måde har konceptet udviklet sig fra i starten af være et arrangement for brystramte til at være en begivenhed for hele familien. Børnene kan få sig en ponyridetur, og de voksne kan benytte sig af en prøvetur i en Toyota Hybrid fra BilButikken i Kristrup, der for hver prøvetur forærer 100 kr. til Kræftens Bekæmpelse.

– Der er 4694 kvinder og 39 mænd, der rammes af brystkræft i Danmark hvert år. Rigtig mange familier oplever at blive ramt af brystkræft, en mor, en datter, en søster eller een i nærmeste omgangskreds. Derfor mener lokalforeningen, at det er vigtigt hvert år at sætte fokus på brystkræft – understreger Hanne Falk.

Arrangementet finder som nævnt sted lørdag den 5. oktober på Randers Naturskole fra kl. 13 til 17. Der er indskrivning til traveturene fra kl. 12, og ruterne er på henholdsvis to kilometer i Gudenåparken og 7,1 km i Vorup Enge, så der er distancer for enhver smag – og formåen.

Kommentarer