Gjerlev

Dyrenes Beskyttelse: Politiet nedprioriterer dyreværnssager

Randers Netavis bringer i dag en artikel om en kvinde, der allerede for mere end ét år siden anmeldte ejendommen i Gjerlev til Dyrenes Beskyttelse, efter hun købte af hundehvalp på stedet.

Randers Netavis har bedt Dyrenes Beskyttelse om at svare på kritikken fra Susanne. I et svar afviser pressechef Claus Nielsen, at organisationen ikke har foretaget sig noget.

– Det er ikke korrekt, at vi har haft kendskab til, at der skulle være hvalpefabrik på ejendommen. Vi modtog ganske rigtigt en henvendelse i februar sidste år af en køber, som havde købt en hvalp med orm, men på det tidspunkt vidste vi ikke, at der var tale om en hvalpefabrik, for anmeldelsen lød på èt kuld hvalpe, forklarer Claus Nielsen.

Sagen blev videregivet til en af de frivillige folk i lokalområdet, som efter kort tid tog ud for at besøge ejendommen. Vedkommende blev imidlertid nægtet adgang, og der var forhold ved dette besøg, som gjorde, at det blev vurderet farligt at forsøge at få adgang til ejendommen igen.

Læs også: Vanrøgt-ejendom allerede anmeldt for et år siden

– Vores frivillige tager med det samme kontakt til politiet og beder dem tage sig af sagen.

– Den frivillige var bekendt med politiets lange sagsbehandlingstid, og forsøger derfor endnu en gang at få adgang til ejendommen. Også denne gang bliver den frivillige afvist. Der er derfor gjort en stor indsats for at få myndighederne på sagen og få sat gang i sagsbehandlingen fra Dyrenes Beskyttelses side fastslår Claus Nielsen.

Pressechefen forklarer også, at det er en misforståelse af Dyrenes Beskyttelses rolle i samfundet at tro, at det er Dyrenes Beskyttelse, der foretager kontrolbesøg og optrevler hvalpefabrikker.

– Det har vi hverken myndighed eller forudsætning for. Dyrenes Beskyttelse har som en privat forening, drevet af frivillige, ikke myndighed til at komme ind på folks private ejendom, tvangsfjerne dyrene eller sigte dem for overtrædelse af dyreværnsloven. Det er udelukkende politiet og Fødevarestyrelsen, der har myndighed til at gøre den slags. Politiet har meget lange sagsbehandlingstider før de rykker ud, og dyreværnssager generelt er nedprioriteret. Det er en situation, som vi mildest talt ikke er tilfredse med. Derfor har vi i årevis forsøgt at få flere dedikerede ressourcer til politiet, så de kan løfte opgaven, slutter pressechef Claus Nielsen.

Susanne reagerede på baggrund af en annonce på dba.dk. Billederne af hundehvalpene var identiske med de billeder, som Karen havde set. Og de hvalpe som var på stedet, var da heller ikke de hvalpe, som var afbilledet i annoncen.

Randers Netavis har forelagt Dyrenes Beskyttelses svar for Susanne. Hun fastholder sin kritik mod Dyrenes Beskyttelse.

– Hvis ikke politiet ville rykke ud, så kunne de jo have sendt Fødevarestyrelsen, som kvinden fra Dyrenes Beskyttelse lovede, siger Susanne.

Vi har spurgt Østjyllands Politi om årsagen til, at der intet er sket i sagen, fra det tidspunkt hvor Dyrenes Beskyttelse anmeldte forholdene i december 2016, og frem til det tidspunkt, hvor der fjernes 27 hunde. Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Østjyllands Politi.

Læs også: Hård kritik af Dyrenes Beskyttelse

Kommentarer