Debat og politik

DF ud af skabet

Læserindlæg af  Jørgen Andersen, Stenaltvej 6, Dronningborg 8930 Randers NØ

Det må være noget af en mavepuster for de borgerlige vælgere der regnede med, at de meldte sig ind i et borgerligt parti som ville støtte en borgerlig regering.Man har kunnet ane det længe og nu er det så blevet officielt. Dansk Folkepartis folketingsgruppe under ledelse af Kristian Thulesen Dahl er kommet ud af skabet og er ikke længere er et borgerligt højrefløjs parti men et parti der i dag opstår som en slags skabs socialdemokrater.

Det har absolut ikke været tilfældet. I utallige sager har Dansk Folkepartis folketingsgruppe overhalet socialdemokratiet indenom og gået hånd i hånd med socialdemokratiet og venstrefløjen. DF har været de første til at gå i medierne og skudt den borgerlige regerings forslag ned inden man overhovedet har sat sig til forhandlingsbordet. Nu sidst, hvor Thulesen Dahl allerede har været ude at stille ultimative krav til budgetforhandlingerne i 2018. Det kan man da kalde et loyalt støtteparti.

Det er yderst vanskeligt for Lars Løkke og den borgerlige mindretalsregering at føre en fornuftig, fremadrettet borgerlig politk når ens parlementariske støtteparti hellere vil lege drillekammerat med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.
Når man har den slags venner. Hvad skal man så bruge sine fjender til? Ja, selv SF og Enhedslisten har været ude at rose Thulesen Dahls politiske holdninger. Så man må sige, at det tidligere højrefløjsparti Dansk Folkeparti er blevet ”stuerent” og er kommet i ”meget” fint selskab.

Dansk Folkeparti, der gerne vil bryste sig af, og have æren for at være den almindelige danskers parti. Efter min opfattelse er denne DF selvopfattelse helt forkert. DF repræsenterer ikke danske værdiere som frihed og frisind men derimod populisme, lukkethed og intollerance.
DF har alt for længe drevet de andre partier rundt i manegen med sin navlebeskuende og fremmedfjendske politik. Et DF der ikke tør, eller ikke vil påtage sig et medansvar for nødvendige reformer.

De to store partier Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er så bange for at miste stemmer til hinanden, at ingen af dem tør blotte sig ved at føre realpolitik. De to partier tør kun tænke frem til næste valg og på ikke at få beskidte fingre ved at deltage i nødvendige reformer for Danmark og danskernes fremtid.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringen har vist vejen ved fremlæggelsen af en nødvendig 2025 plan. En plan som selv Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bliver nødt til at forholde sig til, hvis ikke vi skal efterlade en kæmperegning til vores børn og børnebørn.

Kommentarer