Debat og politik

DF Randers` uvidenhed omfatter også Grosbøl

Debatindlæg af Asger Brorsen,  Bestyrelsesmedlem i Konservative, Randers

I kølvandet på mit læserbrev ”Uvidenhed af DF og Frank Nørgaard”, har Morten Grosbøl (Byrådsmedlem for DF) i sit læserbrev forsøgt at ”tage mig lidt i skole”.

Desværre afslører Grosbøls indlæg, at uvidenheden stikker dybt i DF Randers. Hans indlæg er et sammensurium af angreb på gæstearbejdere, muslimer, immigranter e.t.c.. Det synes helt åbenlyst, at Grosbøl er ude af stand til at skelne de enkelte grupper fra hinanden. Det er selvfølgelig trist; men overrasket er jeg ikke.

Den direkte lejlighed til mit oprindelige læserbrev er, at gruppeformand for DF Randers Frank Nørgaard på Facebook 27/4 har proklameret – jeg citerer:

I diverse skrevne medier har man de senere dage kunnet læse, at man søndag den 23. april fejrede de første gæstearbejdere som kom til Randers for 50 år siden. I Dansk Folkeparti mener vi, det er “lige på kanten af småt brændbart”.

Jeg ville da gerne vide, hvem eller hvad DF mener burde brændes?

Jeg forlanger ikke af Grosbøl eller Nørgaard, at de skulle kunne forstå den bl.a. økonomiske gevinst, som Danmark har haft igennem 50 år af gæstearbejdere. Men så skulle de måske bare tie stille.

Jeg er glad for, at jeg igennem min forretning til dagligt arbejder sammen med dygtige arbejdsomme folk fra Polen, Baltikum, Sydøstasien, Sri Lanka e.t.c. Jeg går på ingen måde ind for, at vi skal huse tusinder af ”bekvemmeligheds flygtninge” fra andre lande. Men disse grupper har intet med hinanden at gøre – det har Morten Grosbøl bare ikke helt forstået.

Nuvel, den sandhed, som Grosbøl og hans kollegaer kender, stammer ifølge Grosbøls egne Facebook opslag fra bl.a. Den Korte Avis. Så kan det jo ikke blive anderledes.

Kommentarer