Stevnstrup

DF-folketingsmedlem: Rens giftig jord ved nye huse

En støjvold ved nyt rækkehusbyggeri i Stevnstrup, er bygget af giftig jord fra byggegrundene. Den er dækket med en halv meter ren jord.

Det er ikke betryggende at lave støjvold af giftig jord ved et nybyggeri i Randers, mener folketingsmedlem Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti. 

Den giftige jord ved Stevnstrup bør graves op og renses og ikke bare ende i en støjvold. Det mener det østjyske folketingsmedlem Claus Kvist Hansen (DF).

På byggegrunden ved Stevnstrup ender flere tusinde kubikmeter giftig jord i en støjvold, og det er han ikke tilfreds med.

– Det fjerner jo bogstaveligt talt ikke problemet – det prøver at inddæmme det. Men hvem ved, om inddæmningen på den helt lange bane er tilstrækkeligt, siger han til dr.dk.

Grunden midt i Stevnstrup er en af i alt 13 steder i Danmark, hvor virksomheden Collstrop lavede træimprægnering.

Grundene er fulde af tungmetaller og tjærerester, men ingen myndigheder vil bruge den milliard kroner, som det kan koste at rense jorden.

Nu bliver der bygget op til 23 rækkehuse på grunden i Stevnstrup, og derfor er de øverste fire meter jord gravet op og lagt i en støjvold.

Claus Kvist Hansen frygter, at støjvolden i Stevnstrup bliver den billige udvej for ejerne af Collstrop-grundene.

– Det mest rigtige er at få det fjernet. Vi er nødt til at bide i det sure æble og betale for fortidens synder. Men jeg anerkender også, at der tilsyneladende ikke er den helt store opbakning til at gå den vej, siger han.

Derfor vil han nu rejse sagen over for miljøminister Esben Lunde Larsen (V).

Kommentarer