Støvring

Detektiv med en særlig næse for golfbolde

Hunden Frida har en særlig næse for at opsnuse golfbolde. Foto: Mads Munk Jepsen.

Duften af nyslået græs, masser af frisk luft og en hyggelig runde med nye bekendtskaber. Det er naturligvis ensbetydende med, at golfsæsonen 2017 for alvor er kommet i gang, og spillets mange facetter breder sig ud på landets golfbaner.

Men lige udenfor de mange smukke fairways, hvor den altid trælse rough så lystigt fanger bolde på afveje, der går en lille dansk-svensk gårdhund omkring. I snart 2 år har the Golfball detective No. 1 eller Frida, som den kaldes, huseret med en skarp lugtesans, et super syn og et let tråd i jagten på forsvundne golfbolde.

På den daglige gåtur i de smukke omgivelser langs Randers Fjord Golfklubs baner har Frida udviklet en særlig evne til at spore tabte golfbolde uden for banerne, og det er ikke usædvanligt, at dagens gåtur ender med mellem 10 og op til 40 nyfundne bolde. Rekorden er indtil videre 69 bolde fundet på en time.

Dette er til glæde for golfklubben, der får en masse bolde retur. Bolde, der ellers ville ligge i det høje græs, komme i skærene på klippemaskinerne eller blot blive en unaturlig del af naturen. Golfspillerne har også fornøjelse af besøget af Frida, som der jævnligt spørges til, hvor mange den nu har fundet. I løbet af 2016 fandt Frida mellem 2.000 – 3.000 bolde.

Derudover har det givet en god omtale af golfbanen, både i medierne og på forskellige sociale platforme. Og så kommer det løbende spillere til glæde, at bolde findes, hvor det menneskelige øje kommer til kort.

Interessen for Fridas evner er støt voksende – golfspillere fra Danmark og over hele verden – er begyndt at følge the Golfball detective No. 1 på Instagram, hvor de daglige indsamlinger præsenteres. Det skaber nysgerrighed om dagens fund, og hvor de er fundet.

Nu er Frida også på vej til at blive en mediedetektiv, da TV2 Østjylland netop har været på besøg hos Randers Fjord Golfklub. På to dage har over 17.000 set Fridas evner på TV2 Østjyllands website og facebook.

Det har givet masser af omtale, kommentarer om Frida og nysgerrighed om Randers Fjord Golfklub. Og det glæder klubsekretær Hanne Andersen, der fornøjet udtaler, at Frida nærmest ses som en maskot på banerne. At få fundet de mange bolde betyder blandt andet, at boldene ikke ligger i naturen i lang tid, at græsslåningen ikke forstyrres og ødelægger ikke i samme omfang skærene, og så kommer mange af boldene klubben til gode.

På søndag d. 30. april afholder Randers Fjord Golfklub blandt andet åbent hus arrangementet ’Prøv Golf’, hvor de nyfundne bolde bruges til undervisningen af interesserede og forhåbentlig kommende medlemmer.

Derudover byder de kommende dage på en fotoreportage på banerne med Fridas ejer – fotograf Mads Munk Jepsen – der har til opgave at samle friske indtryk og billeder fra spillet til klubbens website.

Skulle andre golfklubber have lyst til et besøg af the Golfball detective No. 1, få lavet en fotoreportage eller andre visuelle tiltag, så er Frida og Mads Munk Jepsen klar.

Så kom endelig forbi til søndagens Prøv Golf arrangement. Frida håber i hvert fald på flere nye spillere på banen, og måske flere forsvundne bolde. The Golfball detective No. 1 er parat.

Kommentarer