Debat og politik

Det nære – Noget om velfærd

Læserindlæg af Torben Hansen (S), Randers – Borgmesterkandidat

Det nære samfund betyder meget for os alle. Det er her vi bor, går ture, arbejder, har sociale relationer, vores børn går i skole, daginstitution mm.

Byrådspolitik er de politiske beslutninger om indretningen og kvaliteten af de helt grundlæggende velfærdsområder indenfor ældreområdet, udsatte, børn, skoler, breddeidræt – men også veje, natur, affald mm. Alt det der skaber rammerne for det gode liv.

Socialdemokratiet har en flot kandidatliste med dygtige kandidater til det kommende byrådsvalg. Alle der er optaget af, at sikre og udbygge den nære velfærd.

Den nære velfærd er ikke kun til skåltaler. Det er konkrete handlinger og prioriteringer. Derfor har Socialdemokratiet eksempelvis stillet forslag om i Børn og skoleudvalget – og her i februar fået gennemført, at der etableres 3 børnehaveklasser frem for 2 på Østervangsskolen. Alternativet var, at 7 elever skulle have afslag på ønsket om at starte på Østervangsskolen. Konkret politik til glæde for børn og familier.

Et snævert flertal i byrådet vil bygge hal 4. Socialdemokratiet stemmer imod, da vi hellere vil bruge pengene på vedligeholdelse af eksisterende nære haller. Haller der trænger til en kærlig hånd, således at Marie og Mathias, i deres nærsamfund kan dyrke den sport eller aktivitet som de gerne vil.

Det nære er også trafiksikkerhed og cykelstier. Derfor afsatte Socialdemokratiet i vores budgetforslag ekstra midler til cykelstier, skoleveje og trafiksikkerhed. Desværre var der ikke flertal – men retningen blev sat.

Socialdemokratiet er optaget af den nære velfærd, som opleves af kommunens borgere hver eneste dag.

Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer