Debat og politik

Demokratiets væsen i Randers Kommune?

Debatindlæg af Frederik Glerup Christensen, Alternativet Randers

I fødselsdagsgave var jeg så heldig at modtage Hal Kochs ”Hvad er demokrati?”, hvilket jeg er enormt taknemmelig for. Ikke mindst fordi Hal Koch i dette litterære værk kommer med en lang række overvejelser om, hvad demokrati er for noget.

Bogen – som han vidst selv omtaler som en ’pjece’ – blev første gang udgivet i 1945, men ikke desto mindre er dens indhold og budskab lige så relevant i dag som for over 70 år siden. Bogen blev skrevet og udgivet lige efter 2. verdenskrig og Danmarks befrielse, for at give Kochs tanker om demokrati videre til nye generationer, som skal forme fremtidens demokratiske Danmark.

Kort fortalt skriver Hal Koch, at demokrati er lig med dialog. Der eksisterer intet reelt demokrati, hvis der ikke følger en oprigtig og nysgerrig dialog med. Selv ikke engang en styreform, der på ’demokratisk’ hvis afholder afstemninger, kan kalde sig selv et demokrati, hvis der ikke følger en dialog med – så er det intet andet end en kamp, en krig på stemmesedler.

Demokratiet er nemlig først og fremmest ikke en styreform, men en sindstilstand, en levemåde, som beskriver et menneskes tilgang til og med andre mennesker. Ganske forenklet kan man også konkluderer i ”Hvad er demokrati?”, at demokratiet ikke kan eksistere uden humanisme og medmenneskelighed.

På baggrund af Hal Kochs overvejelser og tanker om demokrati, er det derfor meget naturligt for mig (især da jeg lige har læst bogen) at spørge: Hvordan har demokratiet det i Randers Kommune?

Hertil er svaret mere kompliceret – desværre.

For demokratiets tilstand i Randers Kommune er ikke entydigt dårligt. I de forgangne år har byrådet blandt andet nedsat et medborgerskabsråd, som ”er med til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og borgeren”, som man kan læse det på Randers Kommunes hjemmeside. Der er endda også blevet nedsat et spritnyt Ungeråd, der skal sikre kommunens unge muligheder for at udvikle på det, de unge finder vigtigst.

Desværre vil man også kunne finde eksempler på – endda direkte fra byrådets møder! – hvor dialogen, nysgerrigheden og debatten er nærmest ikkeeksisterende. For som Hal Koch skriver:
”Demokratiets væsen er nemlig ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse.”

Det nytter altså intet for demokratiets, borgernes og befolkningens bedste, at der mangler empati, nysgerrighed og respekt i byrådssalen og blandt dets medlemmer. Vi må altså bare erkende, at dialogen og samtalen er det fuldstændigt fundamentale i hele demokratiets væsen – og derfor op i røven med afstemningerne!

Nej, jeg vil høre! Jeg vil lytte! Jeg vil samtale!

Med alle dem, der rent faktisk ønsker at bidrage på demokratisk vis til almenvældets bedste. Ved demokrati bør vi forstå noget andet, end hvem der sidder med det absolutte flertal i byrådssalen eller i udvalgene. I stedet bør vi forstå, at demokrati har meget mere med den frie, respektfulde samtale at gøre – og dét burde vi bestræbe os til fulde på at efterleve.

Kommentarer