Debat og politik

Debatindlæg: Erhvervslivet skaber Randers

Randers skal være bedre til at skabe gode rammer for erhvervslivet, lyder det fra Daniel Madie, byrådsmedlem i Randers for Konservative.

Debatindlæg af:
Daniel Madie, Byrådsmedlem i Randers for Konservative.

Erhvervslivet skaber Randers – derfor skal Randers pinedød være bedre til at skabe gode rammer for erhvervslivet!

Dansk Industri (DI) ”kårer” i dag Randers kommune med en 65. plads i årets erhvervsmåling.

Kun 28 kommuner gør det dårligere! 64 gør det bedre!

Hvor er det ærgerligt når netop Randers er en kommune skabt på baggrund af et blomstrende erhvervsliv placeret ved åen og fjorden der skabte vækst og job med varetransport på tværs af vores land.

Hele vores bys historie hviler på fortællingerne om store virksomheder, om traditionelle gamle virksomheder, om handelsgader og pladser. Randers er ikke en flad pendler by. Randers er ikke et forvokset forstadskvarter i omegnen af en metropol. Nej, Randers er en driftig erhvervskommune, der står solidt på sine egne ben – erhvervsliv, handel, kultur og borgere.

Det skal vi lære at være bedre til at værne om. Byrådets 31 politikere har et ansvar her.

Konservative i Randers har aldrig været i tvivl om det, og vi kæmper med alt hvad vi har. Bare ærgerligt at netop erhvervslivet og arbejdspladserne altid fylder så lidt i debatten når der skal vælges byråd.

Konservative har med 1 mandat alt for lidt at skulle have sagt. Det ser vi så resultatet af igen og igen når Randers ikke formår bedre end 65. pladsen af 93 mulige.

Sidst der for alvor blev taget politiske skridt erhvervsmæssigt, og hvor Randers begyndte en bevægelse mod bedre resultater i erhvervsmålinger, var i budgetårene 2012, 13 og 14. Årene var kendetegnet ved, at Konservative var en vigtig brik i budgetlægningerne (Soc. Dem. borgmester), og det vigtige erhvervsudvalg blev ledet af konservative.

Kære erhvervsliv, kære borgere der lever af erhvervslivets arbejdspladser og velfærdsskabelse, prøv nu at huske det, prøv at støt lidt mere op om byrådets erhvervsvenlige konservative parti.

Kommentarer