Randers By

Danmarkspremiere på Opera Chakra Yoga

Yogaunderviser Irrene Wilsten. Pressefoto

I Randers Ugen er der mulighed for at komme til Danmarkspremiere på Opera Chakra Yoga. Eventen finder sted på Remisen på Randers Yoga Festival, der i år er Jyllands største yogafestival.

Lørdag den 19. august klokken 16.30 kan man for første gang i Danmark opleve Opera Chakra Yoga, hvor Chakra Yoga bliver understøttet sublimt af klaverspil og bjergtagende opera – live.

Bag eventens musikalske del står operasanger og mezzosopran Estrid Molt Ipsen, som er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og til daglig ansat i Den Jyske Operas Kor. Estrid er meget aktiv i det professionelle musikliv og optræder som solist i mange forskellige sammenhænge. Hun bliver akkompagneret af Maren Maria Tange, der også er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun stadig er tilknyttet. Hun har desuden haft en omfattende koncertaktivitet i Danmark og udlandet.

Yogaunderviser Irrene Wilsten fra Randers fører deltagerne roligt og sikkert gennem selve yogaen. Irrene har mere end 1.000 timers yogalæreruddannelse bag sig i Danmark og udlandet. Hun har stor undervisningserfaring og har blandt andet gennem de seneste 5 år undervist regelmæssigt i Gratis Sommeryoga i Tøjhushaven og er aktiv i bestyrelsen i YogaRanders.

Opera Chakra Yoga er blot en ud af festivalens 41 yogaevents, der løber af stablen den 19.-20. august. Med antallet af events markerer foreningen YogaRanders endnu engang Randers som en aktiv yogaby i Danmark. De mange events foregår på Remisen og FOF’s lokaler på J.V. Martins Plads. Blandt de øvrige events er blandt andet yoga med den indiske yogamester Govind Radhakrishnan, den nye yogatrend Bowspring og yoga for mænd.

Opfordringen fra YogaRanders, som er den non profit forening, der arrangerer festivalen, er, at man sætter hele weekenden af, hvis det er muligt. Mellem de mange events, kan man nemlig slappe af, få lidt at spise, nyde stemningen og en hyggelig stund sammen med andre, der har interesse i yoga. Der vil også være en række stande med blandt andet lækkert yogatøj, bøger og meditations- og yogasmykker.

Fakta

  • Man kan købe billet til Randers Yoga Festival på yogaranders.dk til og med den torsdag den 17. august.
  • Onlinebilletten giver mulighed for at booke sig ind på events, man ønsker at deltage i – nogle events er dog allerede nu booket.
  • Det er muligt at købe såvel dagsbilletter som billetter til hele festivalen på pladsen den 19. og 20. august. Her kan man ikke booke sig på events, men arrangørerne lover, at der til hver event er et antal ledige først-til-mølle pladser.

Kommentarer