Randers By

Byggefirmaer konkurrerer om Arena Randers

Arena Randers skal udvides med en større tilbydning, som fem byggeteams nu dyster om at vinde entreprisen på. Arkivfoto

7.000 kvadratmeter. Så meget skal Arena Randers udvides med, hvortil der netop er sat navn på de prækvalificerede byggefirmaer til totalentreprisen.

Følges planen, vil Arena Randers tage en ny Hal 4 i brug med plads til mere end 3.200 tilskuere i august 2019.

De fem prækvalificerede kandidater til opgaven er netop offentliggjort, og de skal om godt to måneder fremvise deres bud på den nye hal, der har et budget på 81 millioner kroner.

De prækvalificerede er:

C.C. Contractor, Årstiderne Arkitekter, Midtconsult.

DS Flexhal, KPF Arkitekter, Vognsen Ingeniører

Gråkjær, P+P Arkitekter, Balslev Lindgaard

Jakobsen & Blindkilde, PLH Arkitekter, Viborg Ingeniørerne

Max Bögl, Link Arkitektur, Orbicon

Konkurrenceperioden er startet. Der afholdes licitation i starten af juli.

Byggeriet skal gøre Arena Randers, der i dag omfatter cirka 9.000 kvadratmeter fordelt på 3 haller og 5 mødelokaler, til et sted med mulighed for i større målestol at afholde sportsarrangementer, koncerter og messer.

Udvidelsen vil ikke alene bestå af en ny Hal 4, men også af lounger, mødelokaler, omklædning med mere. Desuden vil projektet bestå af et nyt produktionskøkken i det allerede eksisterende byggeri.

Arena Randers’ historie går helt tilbage til 1952, hvor Annekshallen blev opført af Randers Freja. I 2007 kom den seneste bygning til i form af Hal 3.

Kommentarer