112 og retsvæsen

Butikstyve i Randers Strocenter fik ikke held med at slippe væk fra politiet

Mandag kl. 12.55 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Randers Storcenter, der netop havde haft besøg af en kvinde og en mand, der havde stjålet varer fra flere butikker i storcenteret. En vagt havde forsøgt at indfange dem, men det var lykkedes for dem at stikke af fra stedet i en bil.

En patruljebil var lige i nærheden og så bilen da den kom kørende fra parkeringspladsen ved storcenteret. Den fortsatte af Merkurvej, Tritonvej og Venusvej med politibilen i hælene. Føreren af bilen havde dog ingen intentioner om at standse, så eftersættelsen fortsatte lidt endnu.

På et tidspunkt mistede betjentene bilen af syne, og de to personer nåede at stige ud af bilen. Men betjentene var hurtigt fremme og begge personer, en 25-årig mand og en 26-årig kvinde, blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Den 25-årige mand, der havde kørt bilen, blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden og for narkokørsel samt for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Derudover tog betjentene telefonisk kontakt til den 24-årige kvinde, der stod som ejer af køretøjet, og sigtede hende for at have overladt førerretten til en person, der var frakendt førerretten.

Under ransagning af bilen fandt betjentene flere genstande, der var uåbnede og så helt nye ud. Den 25-årige mand erkendte, at stort set det hele var stjålet. Ved nærmere gennemgang af genstandene fandt betjentene frem til, at de var stjålet fra fire forskellige butikker. De to personer blev derfor begge sigtet for fire tilfælde af butikstyveri.

Kommentarer