Debat og politik

Budgettale til 2. budgetbehandling 12.10.2023

Af Daniel Madié, Det Konservative Folkeparti

Byrådsmedlem, Randers Kommune

I årets budgetforlig er der set med Konservative øjne en masse søde bolcher, men også et par sure hist og her. Jeg er optimist og glad af sind, så jeg vil nøjes med at kommentere på de gode sider af budgettet.

Tiden rækker slet ikke til at komme ind på alle de gode sider. Jeg forsøgte hjemme, det tog 26 minutter, og jeg har 5 til rådighed, snart kun 4.  Så jeg tager et par highlights, som ingenlunde er fyldestgørende for de konservative resultater.

Konservative er glade for, at vi kan se frem til værtskabet for Skills i 2026, og at vi samtidig fortsætter Talents of Tomorrow programmet i samarbejde med Randers FC og det lokale erhvervsliv omkring fodboldklubben og sponsorerne.

Begge tiltag er med til at fremhæve, at Randers kommune har en stor – og for kommunen økonomisk afgørende vigtig – fremstillingsindustri. Med støtten til Skills ligger det de konservative på sinde, at være med til at hjælpe industrien med at sikre sig den nødvendige arbejdskraft.

Konservative ser med glæde på den udvikling Randers kommune befinder sig i, hvor byggeinvestorer interesserer sig for vores område og investerer store millionbeløb i vores kommune. Derfor prioriterede vi at investere flere skattekroner i mere effektiv lokalplan- og byggesagsbehandling med 5 mio. til ekstra lønkroner til den forvaltning.

Som enhver dygtig koncern, er det helt essentielt også for en kommune, at passe på og vedligeholde aktiverne. I Randers har vi desværre over en årrække været vidner til, at vores bygningsmasse – sports-  institutions- og kulturfaciliteter, har lidt under manglende vedligehold. Nogle bygninger så meget at driften i dem er lukket helt ned. Det har store konsekvenser for brugerne, om det så er en børnehave eller en svømmehal der har måttet lukke.  Konservative klapper derfor i hænderne med udsigten til et vedligeholdelsesbudget der stiger med 10 mio de næste 2 år ( svarende til ca. 18% stigning).

De to punkter til sammen – Ekstra power på byggesagsbehandlingen og vedligeholdelse af bygninger bidrager til udviklingen af byen, styrker tilflytningen og sikrer vores bygninger og institutioner. Og ikke mindst så er der masser af arbejdspladser forbundet med disse tiltag, da også lokale håndværkere og byggefirmaer får del i arbejdet.

Hvis Randers også i fremtiden skal være en vækstkommune med et sundt erhvervsliv, med dertil hørende bredt kulturliv og god velfærd til borgerne, kræver det at så mange som muligt af vores randrusianske børn og unge vokser op med en god skolegang. I det nye budget arbejdede vi hårdt for at udbygge to-lærerordningen i folkeskolen. For os at se er netop to-lærerordningen uhyre vigtig for god læring og talentudvikling for eleverne. Både de fagligt dygtigste og de som har det lidt mere vanskeligt med det boglige løftes meget fagligt med ordningen.

Og så nogle hurtige snapshot:

Vi sætter ekstra penge af til store infrastruktur løsninger, herunder Flodbyen og klimabroen.

Midtbystrategi videreføres (2 mio. kr. årligt , vi vil gerne se byen blomstre

Ny Dronningborghal (i alt 49 mio. kr.)

Idrætspakke til 3,3 mio

Vi starter en proces op med store idrætsprojekter i Assentoft, Hornbæk og Helsted med anlægsbevilinger på(1,8 mio. kr. i 2025 og 1,2 mio. kr. i 2026)

Udbyhøj Havn – udviklingsplan (1 mio. kr. i 2025) 

Konservative tror meget på forebyggelse – Familie iværksæt  får ekstra 1,5

Sundhedsplejen – styrket indsats (1 mio. kr. 2024) 

Værkets udviklingsplan for bygningskomplekset (4,3 mio. kr. i 2024) 

Naturgenopretning – puljemidler til natur, klima og miljø (1,2 mio. kr. årligt

Klimaindsats – skovrejsning (2 mio. kr. i 2024) 

Og så noget der ikke direkte kan fortælles i penge, men som helt sikkert er millioner værd – Vi sætter en proces i gang med Afbureaukratisering – forenkling og mere tid til kerneopgaverne 

Tak til borgmesteren, til Torben, for en fin proces. Du havde lavet dit hjemmearbejde, var godt forberedt.

Tak til alle jer i forvaltningen som leverede tal, tekst og sparring på højtryk i ugerne op til og på dagen.

Tak til oppositionen, for at bide os i knæhaserne og på den måde holdes os skarpe.

Tak til forligskredsen,   Det var ikke nemt, men heller ikke meget svært for konservative at finde os til rette med jer.  Nu kommer der et år hvor vi skal udmønte alle vores beslutninger. Det er det sjove og spændende, men det er ej heller nemt, men det skal helst heller ikke ligefrem blive svært for os.  Bo og jeg  ser frem til samarbejdet med jer.

Kommentarer