Debat og politik

Jens Peter Hansen: Borgernes krydser bør afgøre fordeling af formandsposter

Debatindlæg af Jens Peter Hansen medlem af Randers Byråd (V).

Vi bør indføre mellemformstyre inden KV17. Det vil give mere magt til borgerne i Randers kommune, og skabe en højere grad af politisk stabilitet i det daglige arbejde.

I et mellemstyre vælges udvalgsformænd ved forholdstalsvalg. De politiske valggrupper bestemmer i den rækkefølge, hvori de – ud fra en matematisk beregning baseret på antal KV17 stemmer – har opnået ret til at besætte pladser som udvalgsformænd, i hvilke udvalg og med hvilke medlemmer de ønsker at besætte formandsposterne.

Det betyder, at det er borgernes stemmer, der afgør fordeling af formandsposter, og derfor vil de store partier/valggrupper få de fleste formandsposter.

Det betyder også, at formandsposter på valgnatten ikke kan benyttes som en ”handelsvare” i spillet om borgmesterposten. Jeg tror ikke, at borgerne vil savne dette ofte uskønne element.

Byrådet har på temamøder arbejdet med alternative styreformer, og jeg glæder mig over, at der fra flere sider er signaleret velvilje overfor et skifte til mellemformstyre.

Et skifte sker dog næppe uden et pres fra borgerne. Mange politikere vil være kede af at miste nuværende muligheder for at ”handle” sig til poster og formandsvederlaget på ca. 200.000 kr. Andre ønsker at bevare muligheden for at kunne belønne sig til borgmesterposten.

Kommentarer