Havndal

Borgermøde om lukning af Aldershvile i havndal

Plejecenteret Aldershvile har blandt andet en strikkeklub, hvor snak- og strikketøj går om kap, når kvinderne mødes hver onsdag for at strikke børnetøj.

På byrådsmødet i går besluttede et flertal af politikerne i Randers Byråd at sende en række nedskæringer på ældre i høring. Et af forslagene er, at plejehjemmet i Havndal, Aldershvile, skal lukkes. Samtidig besluttede et flertal i byrådet, en historisk kort høringsperiode på kun tre dage. 

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten foreslog en forlængelse af høringsperioden til 14 dage, men dette forslag blev nedstemt. Derfor haste-indbyder Velfærdslisten nu til borgermøde i Havndal med det formål at forhindre lukningen af plejehjemmet Aldershvile.

Borgermødet afholdes i morgen onsdag klokken 19.00 i Estraden på Festpladsen 2, Havndal.

– Vi skal have alle gode kræfter til at stå sammen. Uanset om man er rød, blå, gul eller grøn, er man velkommen, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten.

Ud over ham har tidligere byrådsmedlem Christian Boldsen (V) og nuværende byrådsmedlem Anne Hjortshøj (S) sagt ja til at komme med korte indlæg.

– Alle er velkomne, også politikere. Men det er vigtigt, at det ikke udvikler sig til en politisk paneldebat. Derfor har vi valgt at begrænse antallet af oplæg til tre. Det er vigtigste er, at borgerne kan komme på banen, og at vi kan få snakket om, hvad vi sammen kan gøre for at forhindre lukningen, siger Pernille Heibøll Sørensen, organisationskoordinator.

 

Kommentarer