Bogcafé om populær genre: Kærlighed, magi og stærke heltinder
Signe Winther Brinkmann og Pernille Thoustrup Jensen inviterer til bogcafé om romantiske fantasy-romaner. Foto: Randers Kommune.
Er du vild med drager, begær og episke fortællinger? Kom til en inspirerende aften med fokus på den populære romantasy-genre – et mix af romantik og fantasy.
De kæmper både mod mørke magter, vildt begær og bundkorrupte regenter med vinger. Man kan sige meget om heltinderne i romantasy-romanerne, med noget kedeligt liv lever de i hvert fald ikke.
Romantasy er en genre i hastig vækst, hvor det følsomme og det fantastiske går hånd i hånd. Her er både store følelser og store fortællinger – og netop den kombination har gjort genren til en favorit blandt mange læsere i de forløbne år. Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med den populære gerne, så har du nu chancen for at få et indblik i, hvad sker der, når romantik møder magi i litteraturen.
”Romantasy består af det bedste fra fantasy og romance, som bliver blandet sammen i en helt uimodståelig cocktail. Kærlighedsplottet har en central plads i fortælling, som derudover kan byde på enten drager, vampyrer, feer, varulve, dæmoner eller noget helt sjette,” fortæller Pernille Thoustrup Jensen, bibliotekar og romantasyfan.
Et rige af torne og roser
Deltagerne i arrangementet ”Romantasy For Ever” får viden om genren, inspiration til den næste romantasy-obsession, mulighed for at vinde fede præmier, en sjov og kreativ udfordring, lækre mocktails og meget mere.
”Om du ser dig selv i et palads af is og ild med en mystisk kriger, på eventyr med en drage-ridder eller om du ønsker at leve evigt med en glitrende vampyr — så kom og vær med til en magisk aften, hvor vi udforsker genren – uanset om du allerede er dybt inde i romantasyens verden eller bare gerne vil have inspiration til din næste læseoplevelse,” siger Signe Winther Brinkmann, der selv blev bidt af genren efter at have læst serien ”A court of thorns and roses”.
Randers Bibliotek slår dørene op for det nye event torsdag den 28. maj kl. 18.30. Det koster 50 kr. at deltage, og billetter kan købes på bibliotekets hjemmeside eller ved personlig henvendelse i den betjente åbningstid.















Kommentarer