Randers By

Bliv frivillig på Watermusic

Watermusic 2017 søger 200 frivillige. Pressefoto

En af de allerstørste begivenheder under Europæisk Kulturhovedstad 2017 søger frivillige. Bliv en del af fællesskabet sammen med 199 andre frivillige hjælpere, 300 korsangere, 100 statister, internationale dansere, animatorer og Oh Land som Havets Dronning. Randers EgnsTeater søger frivillige til forskellige opgaver før, under og efter forestillingen den 2. og 3. september.

Randers EgnsTeater søger frivillige til pladsopbygningen i dagene lige før og efter afviklingen af forestillingen. Der søges også efter gruppeansvarlige under selve forestillingen samt frivillige, der kan hjælpe med forskellige praktiske opgaver backstage.

Derudover søger Randers EgnsTeater frivillige til forskellige servicefunktioner som billetkontrollører, hegnsvagter og andet servicepersonale. Er du interesseret, kræver det blot, at du er fyldt 18 år og har mod på at være en del af et motiveret frivilligteam.

Det foregår hovedsageligt i aftentimerne udenfor normal arbejdstid, men enkelte vagter kan også ligge i dagtimerne. Som en tak for den frivillige indsats kvitterer Randers EgnsTeater med særligt merchandise, mulighed for at deltage i en storslået afslutningsfest samt to billetter til generalprøven, der helt sikkert vil glæde venner eller famille.

Watermusic bliver opført to gange den 2. og 3. september på Randers Havn. 300 korsangere og 100 statister medvirker i den internationale opsætning, som ledes af Kevin Finnan. Der deltager internationale dansere fra Motionhouse i England, og spanske Logela leverer animationer over vandet i havnen, hvor både, bygninger og dansere sætter rammen om kærligheden mellem vandet og landet. Sangerinden Oh Land spiller Havets Dronning og komponerer musikken, mens hendes tidligere elev fra Voice Junior, Oliver spiller dronningens søn.

– Har du lyst til at opleve dette enestående show bag kulissen, og være med til at give helt op til 15.000 personer en uforglemmelig oplevelse. Så er der gode muligheder for også at danne nye venskaber ved at være en del af et fantastisk frivilligteam, fortæller teaterleder Peter Westphael fra Randers EgnsTeater.

Interesserede kan tilmelde sig på hjemmesiden www.watermusic.dk, hvor der også er flere informationer om at være frivillig på forestillingen.

Watermusic er ét ud af 12 udvalgte fuldmåneprojekter i det officielle program til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og bliver Randers’ indtil dato største enkeltstående udendørs kulturbegivenhed

Kommentarer