Samfund

Bekymrende høje smittetal i det nordlige Randers

Smittetallet i det befolkningstætte nord- og nordøstlige Randers udvikler sig hastigt og bekymrende. Derfor har Randers Kommune lavet en række tiltag for at bremse smitten.

“Vi har fulgt udviklingen nøje og har siden slutningen af februar både sikret ekstra testkapacitet, vi deltager i intensiv smitteopsporing og har kørt en massiv informationskampagne. Fra i dag skruer vi ekstra op ved at stemme dørklokker i Randers NØ, og vi tager kontakt til boligforeninger i området for at sikre, at kontaktflader i opgange bliver gjort ekstra rene. Jeg vil gerne understrege, at det er meget vigtigt, at man lader sig teste,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Krisestyregruppen i Randers Kommune følger tæt de daglige smittetal for Covid-19. Fra slutningen af januar måned har der været et generelt fald i smittetallet i Randers Kommune med et niveau omkring 40 smittede ud af 100.0000 indbyggere. Men i uge 7-8 blev de daglige smittetal mere svingende og med en lille tendens til stigning. Og nu er der en bekymrende udvikling i smittetallet i Randers NØ, hvor også en række af kommunens tættest beboede områder ligger. Den udvikling er løbende blevet drøftet med Styrelsen for Patientsikkerhed for at være sikker på, at kommunen tog de rette skridt på rette tidspunkt.

For at være på forkant med situationen blev der i samarbejde med Region Midt placeret en midlertidig pcr-testenhed centralt i området på Flyvervej 1 i Randers NØ fra 23. februar til 2. marts. Det blev understøttet af en markant informationsindsats i området i samarbejde med Bysekretariatet, Nørrevangsskolen og de lokale dagtilbud. Budskabet var en klar opfordring til at lade sig teste. Som led i kampagnen blev også opsat plakater på flere sprog og kørt facebook opslag og annoncer, ligesom befolkningen i hele kommunen på bussider og byportaler bliver mødt med en opfordring til at lade sig teste.

Alligevel stiger smittetallet i Randers NØ fra 4. marts til 9. marts. Her bor mange sammen, der er mange kontaktflader og mange at nå ud til. Desværre var det ikke muligt at fastholde Region Midts midlertidige pcr-testenhed i området, da det generelle smittetal i Randers Kommune ikke så bekymrende ud. Til gengæld indgik krisestyregruppen aftale om en permanent antigentest (i næsen og med kort vatpind) som 8. marts blev etableret i samme lokaler på Flyvervej 1.

Fra 9. marts er der desuden lavet en aftale med Bysekretariatet om, at fire medarbejdere stemmer dørklokker med information om at lade sig teste. Den indsats fortsætter indtil alle er blevet kontaktet. Derudover kontakter Bysekretariatet alle unge mellem 15 og 18 år, som man i forvejen har kontakt til med en opfordring til at lade sig teste og overholde retningslinjer og restriktioner. Samtidig er boligforeninger kontaktet for at drøfte ekstra rengøring af kontaktflader i opgange – for eksempel dørhåndtag og gelændere. Og lærere i 5.-9. klasserne vil informere om vigtigheden af test og at overholde restriktioner samt gå i isolation, hvis man tester positiv. Samtidig fortsætter den massive informationskampagne.

“Bliver der brug for at vi sender flere ud for at stemme dørklokker, så gør vi det. Vores budskab er klart: Test, test, test. Og lad dig teste ofte. Gå straks i isolation, hvis du er smittet eller har symptomer. Vi ser en betydelig smittespredning i Randers NØ og det skal vi ved fælles indsats have stoppet,” siger Torben Hansen.

Kommentarer