Debat og politik

Begrænsning af borgmesterens samlede vederlag

Arkivfoto

Debatindlæg af Frida Valbjørn Christensen, Medlem af Randers byråd

Samtidig med at kontanthjælpsloftet trådte i kraft i 2016, og man dermed ramte en masse borgere hårdt økonomisk, så blev aflønningen af landets borgmestre, ved årskiftet 2016/2017, hævet med 31,4 procent.

På nuværende tidspunkt kan borgmesteren udover den høje løn, også hæve vederlag ved at besidde poster i bestyrelser mm. (Eksempelvis kunne vores tidligere borgmester i 2016 hæve mere end 500.000 kroner udover den fastsatte borgmesterløn, der allerede ligger langt over den løn, som den almindelige lønmodtager får udbetalt.)

Enhedslisten mener at disse opgaver er en naturlig del af borgmesterjobbet, derfor skal vederlag udover den fastsatte borgmesterløn tilfalde kommunekasse, eller bortfalde i tilfælde af at borgmester bliver udpeget til opgaven.

Derfor vil Enhedslisten foreslå, at Randers kommune følger Svendborg, Albertslund og Aalborgs eksempel og begrænser borgmesterens samlede vederlag til den lovfastsatte borgmesterløn.

Helt konkret foreslår vi:

At forvaltningen afdækker mulighederne for at lade vederlag fra bestyrelsesposter med mere tilfalde kommunekassen eller bortfalde i tilfælde af, at borgmesteren besidder en post, hvor det er kommunen, som udpeger til posten.

Kommentarer