Ø. Tørslev

Den anden bankrøver fra Øster Tørslev måske fundet

På billedet videoovervågningen ses de to røver, der tirsdag 17.maj truede sig til penge i Sparekassen Kronjylland i Øster Tørslev. Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi fremstiller i morgen klokken 10.30 i retten i Randers en 23-årig mand fra Randers, der sigtes for bankrøveri mod Sparekassen Kronjylland i Øster Tørslev 17. maj.

Her kom to maskerede mænd klokken 14.49 ind i sparekassen, hvor de med henholdsvis pistol og koben truede sig til udlevering af kasseindsatsen i banken. Gerningsmændene flygtede fra banken mod Kærvej, hvor en sølvgrå personbil, VW Golf, ventede med en tredje gerningsmand ved rattet.

En 26-årig mand blev varetægtsfængslet i sagen 23. juni. Den 23-årige har i længere tid været i politiets søgelys som den formodede medgerningsmand, men han har gemt sig for politiet, lige indtil i dag, mandag 11. juli, hvor han kl.okken 10.42 blev anholdt på en adresse i Udbyhøj.

Det var i forbindelse med et indbrud i Udbyhøj i fredags, at politiet fik nys om, hvor den 23-årige kunne tænkes at opholde sig. Et vidne havde genkendt gerningsmanden til indbruddet som værende den 23-årige, da han så ham komme gående ud fra en adresse i nærheden, og det var på den adresse, den 23-årige i dag blev anholdt af politiet.

Da der fortsat er en tredje medgerningsmand på fri fod, vil anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmode om dørlukning til morgendagens grundlovsforhør.

Kommentarer