Assentoft

Bankrådgiver Dorte Hoff Post kan fejre 25-års jubilæum

Mandag 1. august kan Dorte Hoff Post fejre 25-års jubilæum som kunderådgiver i Sparekassen Kronjylland.

Dorte startede som rådgiver i Sparekassens Nordre afdeling i Randers tilbage i 1991, og da muligheden bød sig ti år senere, valgte Dorte at fortsætte som rådgiver i Assentoft afdeling. Her yder hun også i dag en god og nærværende rådgivning til afdelingens privatkunder.

Spørger man Dorte, er der ingen tvivl om, hvad hun sætter pris på ved sit arbejde i Sparekassen:

– Det er kundekontakten. Jeg kan godt lide det indblik, jeg får i mine kunder. Det her med at følge deres udvikling fra, at de skal købe deres første hus, til de får børn og bil og så videre. Mine kunders situation og rådgivningsbehov ændrer sig løbende, og det, synes jeg, er spændende at være en del af, forklarer Dorte.

Privat bor Dorte i Assentoft med sin mand og parrets to børn. Fritiden kan hun godt lide at bruge aktivt på at spille golf og volleyball.

Jubilæet fejres privat.

Kommentarer