Bæredygtighedsudvalget satte rammen for bæredygtig omstilling
Ridehuset var fyldt af en mangfoldig flok af politikere, folk fra det lokale erhvervsliv, organisationer, kommunen og lokalbefolkningen onsdag 2. november til ‘Konference om bæredygtighed’.
Randers Kommunes Bæredygtighedsudvalg havde med udvalgsformand Daniel Madié i spidsen inviteret lokale aktører til en eftermiddag med bæredygtighed i centrum. Målet var at styrke indsatsen for klima og bæredygtighed i Randers og skabe netværk mellem lokale aktører og danne konstruktive klimapartnerskaber.
– I Bæredygtighedsudvalget er vi rigtig glade for, at der er så stor interesse og at så mange var mødt op for at deltage i diskussionen om, hvordan vi styrker samarbejdet om bæredygtighed i Randers nu og i fremtiden. Randers er en foregangskommune, og til dagens konference slog vi kilen til fremtidens klimapartnerskaber her i kommunen, siger Daniel Madié.
Netop klimapartnerskaber var på konferencen, hvor deltagerne fordelte sig ved 10 borde med forskellige emner om bæredygtighed. Snakken gik, og deltagerne delte ideer, håb, ambitioner og ikke mindst kontaktoplysninger.
Oplæg af Connie Hedegaard
Konferencedeltagerne var også mødt op for at høre Connie Hedegaards oplæg om klimaforandringerne og hvordan, vi i fællesskab kan styrke arbejdet for bæredygtighed.
Den tidligere EU-klimakommissær og nuværende bestyrelsesformand i Danmarks førende klimatænketank Concito fortalte om vigtigheden af at tage advarslerne om et mere og mere ekstremt klima alvorligt og sætte handling bag ambitionerne med konkrete mål og deadlines.
Connie Hedegaard kunne også med sin viden fra Concito berette, at Randers Kommune er i front, hvad angår klimainitiativer med kommunens Klimaplan 2050, som placerer Randers blandt de mest klimaambitiøse byer i verden. Planen rummer 40 konkrete tiltag herunder rejsning af 3000 hektar skov, fuld omstilling til grøn energi og bredt samarbejde med centrale lokale aktører.
Verdo og Randers Kommune indgår partnerskab
På konferencen blev der også tid til at skrive under det nye partnerskab mellem Verdo og Randers Kommune.
CEO ved Verdo, Jakob Christensen, og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt kunne skrive under på aftalen, hvor Verdo i samarbejde med Randers Kommune sigter mod fossilfri og bæredygtig produktion af vand og varme inden 2030.
Læs mere om aftalen her
Kommentarer