Debatindlæg af: Havanna Bailey Brown
Skoleelev, C. la Cours Skole, Randers

Folketinget drøftede den 10. november i år borgerforslaget om aktiv dødshjælp. I bund og grund synes jeg slet ikke, at det skal diskuteres. For selvfølgelig skal folk have selvbestemmelse over deres eget liv og derved også selv bestemme, hvornår det skal ende.

Der er ikke andre end det enkelte menneske, der føler den fysiske eller psykiske smerte, der har overtaget deres liv. Derfor kan vi simpelthen ikke tillade os at tage retten fra alle dem som vil herfra, bare fordi man ikke selv er enig.

For vi mennesker kommer aldrig til at være enige.

Indfører man aktiv dødshjælp, ja så kan alle dem, der er imod, jo bare lade være med at benytte ydelsen. Døden er et emne, der for mange, er svært at snakke om. For nogle er døden det værste mareridt, men for andre kan det være en uopnåelig ønskedrøm.

Denne debat er så meget mere end bare politik. Det er også etik, moral og menneskeværdier. Og alt det er ikke nødvendigvis noget, man kan sætte ord på. Men i stedet en fornemmelse, man har inde i kroppen. Mange mener, at det er egoistisk at begå selvmord. Jeg mener, det er endnu mere egoistisk at tvinge folk til at leve, hvis ikke de ønsker det.