Randers By

Arena Randers må ikke længere bruge tribunerne i den nye arena

Foto: Arena Randers

En syns- og skønsmand peger i en ny rapport på en række fejl og mangler ved tribunerne i den nye Arena.

Der er tale om en meget grundig erklæring, der udtaler sig tydeligt om en række forhold, skriver Arena Randers i en pressemeddelelse tirsdag.

De alvorligste er: 

At tribunerne ikke overholder gældende normer og krav, herunder sikkerhedsforskrifter og  flugtvejskrav, for konstruktioner beregnet til arrangementer med publikum 

At den manglende CE-mærkning (el) og ikke korrekt udfyldt overensstemmelseserklæring gør, at produktet ikke er lovligt markedsført/leveret til brug. 

Hertil er også udtalt kritik af proceduren for opstilling/nedtagning, der ikke overholder Arbejdstilsynets regler, og endelig er det vurderet nødvendigt med udskiftning af stolesæder  grundet fejl i produktionen. 

Betydningen for anvendelse af Arena 1 

Hverdagsidræt, bevægelse samt events uden brug af tribuner kan forløbe uhindret.

”På den  korte og mellemlange bane flytter vi events, der kræver siddepladser, til Arena 2, hvis det er  muligt,” hedder det i pressemeddelelsen.  

Til større begivenheder, som fx koncerter og events, begrænser det antallet af tilskuerpladser øjeblikkeligt. En begrænsning, der vil række langt ind i 2023. Hermed forsinkes yderligere brugen af den nye arena.  

“Til den kommende arenakoncert med Queen Machine 17. november prioriteres det, at koncerten forbliver i Arena 1. Lyden i Arena 1 er i top-3 for landets arenaer, og er derfor helt perfekt til denne koncert. Vi er i dialog med arrangøren for at finde en konstruktiv løsning, så koncerten  kan gennemføres som planlagt, og således at de, der har købt siddeplads også har en  siddeplads,” lyder det. 

På baggrund af erklæringen fra Syns- og Skønsmanden skal Arena Randers nu sammen med entreprenøren have lavet aftaler om, hvordan man kommer videre. Totalentreprenør Max Bögl, der har bygget Arenaen, er også ansvarlig for leveringen af de eksisterende tribuner. 

Sommeren 2022 blev brugt på en succesfuld udskiftning af gulvet i Arena 1, og af hensyn til  driften samt tidsplanen for leverance og montering, er det ikke usandsynligt, at sommeren  2023 eventuelt skal bruges på at montere nye tribuner. 

Kommentarer