Enslev

Anders Bircow kommer til Enslev Forsamlingshus

Enslev Forsamlingshus har efterhånden opbygget et ry for at afholde fine koncerter og andre events. Fredag den 5. april klokken 20:00 kan publikum opleve den kendte entertainer Anders Bircow.

Nu kan de aktive kræfter bag forsamlingshuset snart byde velkommen til entertainer Anders Bircow, som disker op med et hæsblæsende show med musikalske delikatesser, morsomme parodier og sjove beretninger.

Anders Bircow er først og fremmest kendt for sit samarbejde med kollegaerne Thomas Eje og Preben Kristensen i “Linie 3” – et samarbejde der strækker sig helt tilbage til de glade elevdage på Århus Teater. Sammen har de tre slået sig fast som et af landets absolut største shownavne med adskillige TV-optrædener, shows, videoudgivelser fra deres shows samt pladeindspilninger bag sig.

I Enslev Forsamlingshus vil man opleve Anders Bircow alene og på slap line i et forrygende one-man-show, der sætter gang i lattermusklerne. Bevæbnet med sin guitar begejstrer han publikum med sine parodier og vanvittige indfald. Det hele krydres med musikalske indslag, som eksempelvis 21 Beatles-sange på 3 minutter.

Som entertainer forstår han til fulde at tage bestik af det aktuelle publikum og målrette sin optræden herefter. Showet serveres med den sædvanlige charmerende frækhed og et humør, der smitter alle blandt publikum.

Der bliver rift om biletterne så det tilrådes at få bestilt snarest på:

Tlf.: 40 68 49 31 – Prisen er 275 kroner.

Showet foregår fredag den 5. april klokken 20:00.

Kommentarer