Randers By

Aktivitetsparken i Ø. Bjerregrav indvier legestander

Alle er budt til leg, store som små, når FDF Øster Bjerregrav den 1. september indvier byens nye legestander. Arkivfoto.

Der bliver fart over feltet, når FDF Øster Bjerregrav den 1. september indvier byens nye legestander, der er et gratis tilbud til alle i lokalområdet. Med plads til 12 postkort, som hver forklarer en leg, er der rigeligt at kaste sig over for legeglade børn og voksne.

Har du nogensinde leget ”Trække gulerod”, ”Sild i en tønde” eller måske kastet dig ud i ”Katten efter musen”? Uanset om du er et hærdet legebarn eller en helt grøn voksen, er der garanti for smil på læben, gode grin og god træning af legemusklen, når FDF Øster Bjerregrav den 1. september indvier byens nye legestander. Standeren hedder ”Go Play” og er en samling med 12 postkort, der hver beskriver en leg, som man bare kan tage.

– I FDF mener vi, at legen er vigtig. Den fremmer egenskaber som nysgerrighed, kreativitet, mod, fantasi, respekt, glæde, spontanitet og ansvar – og så er det sjovt! Vi synes, der bliver leget for lidt, og derfor stiller vi legestanderen op i byen. Vi håber den vil inspirere børn, unge og voksne til at sætte legen i gang, siger kredsleder Nicolai Graahede Mikkelsen.

Standeren er placeret i Øster Bjerregrav Aktivitetspark, og kortene i standeren er et gratis tilbud til alle interesserede – selv om legene er målrettet børn og unge, kan voksne også sagtens lege med! Antallet af deltagere varierer fra tre personer til 30 eller flere, så det er nemt for alle at finde en leg, der passer.

– Vi glæder os til at sætte legen i gang på lørdag, og håber at mange vil dukke op og lege med, og fortsætte legen det kommende år, hvor legestanderen med legekortene står i aktivitetsparken, fortæller kredslederen.

Kommentarer