Erhverv

Åbnet Hus i Fårups nye Lægecenter: Kom og se den nye, flotte klinik

Jeffrey Allan Shanmuganathanglæder sig til at byde borgerne inden for i et topmoderne lægecenter. Foto: Gitte Hagsholm

Efter blot en måned som færdiguddannet speciallæge overtog Jeffrey Allan Shanmuganathan 1. maj Lægehuset i Fårup. Nu skifter lægehuset navn til Fårup Lægecenter og flytter ind i nye, moderniserede lokaler på Stadion Allé. På søndag er der åbent hus.

Af Gitte Hagsholm, randers@netavis.dk

FÅRUP – 34 årige Jeffrey Allan Shanmuganathan blev færdiguddannet som speciallæge med speciale i almen medicin 1. april i år, og bare en måned senere havde han sin egen praksis i Fårup. Et usædvanligt karrierespring for en nyuddannet læge, der samtidig har en familie med planer om at bygge hus og, på daværende tidspunkt, barn nummer to på vej.

  Vores oprindelige plan var, at, når jeg var færdiguddannet, så skulle vi bygge vores drømmehus på en grund, vi har købt i en lille by i nærheden af Hobro, men midt i det hele opstod muligheden for at overtage lægehuset i Fårup, og så stod vi lige pludseligt over for et helt andet valg, fortæller siger Jeffrey Allan Shanmuganathan.

Han havde tilbragt det sidste år af sin uddannelse i praktik i Fårup Lægehus, og da Jon Prang gik på pension omtrent på samme tid med Jeffreys afslutning på uddannelsen, så opstod der pludselig en ny mulighed for fremtiden som læge med egen praksis.

– Jeg har været meget glad for at være i Fårup. Det nære miljø og den tætte kontakt til patienterne betyder meget for mig, så da jeg fik muligheden for at købe mig ind, slog jeg til, fortæller Jeffrey Allan Shanmuganathan.

Han købte samtidig Hanne Brandts andele i lægehuset. Hun fortsætter dog som praktiserende læge under den nye konstellation.

Stor beslutning

Jeffrey Allan Shanmuganathan indrømmer, at det er et stort skridt at tage for en nyuddannet læge.

– Det har kostet vores opsparing at investere i projektet, men det er med fuld opbakning og støtte fra min kone, som insisterede på, at jeg greb muligheden, da den bød sig, fortæller han og tilføjer:

– Så må drømmehuset vente lidt endnu.

Udover at overtage alle anparter i den lokale praksis besluttede Jeffrey Allan Shanmuganathan også at flytte lægehuset til nye lokaler, der kan tilbyde bedre faciliteter for både patienter og personale, men som også åbner mulighed for udvidelse.

Løsningen blev Sparekassen Kronjyllands tidligere lokaler på Stadion Allé, som Jeffrey Allan Shanmuganathan i tæt samarbejde med entreprenørfirmaet Jensen Byg fik renoveret og ombygget efter tegninger, som han og hustruen selv havde lavet.

I de nye lokaler er der taget højde for udvidelser. For selvom købet af både praksis og en ny ejendom har været en bekostelig omgang, så har Fårups nye læge store planer for klinikken.

– Min drøm er, at jeg på et tidspunkt får mulighed for at investere i en ultralydsscanner, som vi kan bruge i vores diagnosticering af for eksempel smerter. Det vil kunne spare tid for alle patienter, men især også være en stor hjælp for ældre, der måske slipper for en lang køretur til hospitalet, siger Jeffrey Allan Shanmuganathan og tilføjer:

– Det kræver noget efteruddannelse og en stor investering, så det ligger lidt ud i fremtiden.

For Jeffrey Allan Shanmuganathan er fokus her og nu den nære kontakt til patienterne i lokalområdet.

– Jeg har under min uddannelse være ude på både hospitaler og store lægecentre, men jeg har det bedst med det lokale, og derfor er jeg helt overbevist om, at jeg er kommet til det helt rigtige sted, siger han.

Foruden sin lægepraksis er han også blevet tilknyttet både Fårup Ældrecenter og Terneparken i Asferg som plejehjemslæge.

– Det er jeg glad for. Det giver bare en bedre oplevelse, både for mig og den ældre, når vi kan tale sammen, og jeg kan tale med personalet om patienterne. Igen, det er nærheden, der betyder mest for mig.

Åbent hus på søndag

De nye lokaler på Stadion Allé tages officielt i brug fra mandag næste uge, men på søndag 3. september kan man få et smugkig på den nye klinik, som inviterer til ‘åbent hus’ fra klokken 13 til 17.

 

Kommentarer