Debat og politik

Åbent brev til Daniel Madié – De Nødvendige Spørgsmål

Debatindlæg af læser Morten Sørensen, Pontoppidansgade, Randers

Daniel Madié, konservativ spidskandidat. Jeg synes, det er på tide, at du forsøger at forklare den konservative vælgerstrategi. I førte, ret nyskabende, åbent valgkamp på to heste – de konservative kandidater stod frit – i valgkampens vigtigste spørgsmål, en Øst- eller Klimabro, og nu trænger vi til at få klarhed over resultatet.

Her er en smule af, hvad en engageret journalist kunne spørge dig om, og som en borger forventningsfuldt nu gør i stedet. Det er, for den forpligtende effekt, i form af ja/nej-spørgsmål:

1) Skrev du, på vegne af partiets Østbro-kandidater, under på en konstituering, der indeholdt punktet: “Partierne er enige om at fastholde beslutningen om en klimabro”?

2) Havde du og de konservative lovet, at kandidaterne stod frit i brospørgsmålet?

3) Var det løfte i sidste ende noget værd?

Svarene er offentligt tilgængelige. Og der er mere, Daniel.

4) Med en konstituering med de seks Klimabro-partier, og annonceret, måske lidt amatøragtigt, efter min mening, allerede mens stemmerne blev talt op, må aftalen have været på plads i nogen tid inden. Vidste du, allerede inden valget var ovre, at konstitueringen indeholdt aftalen om Klimabroen?

5) Du udtalte i sidste uge efter Kjærsgaards afgang, at “man som konservativ sagtens kan være tilhænger af Østbroen lige så vel som af Klimabroen. Det har ikke ændret sig.” – Skrev dit parti, du, få uger inden den melding, under på “at fastholde beslutningen om en klimabro”?

Og mere personligt:

6) Havde du lyst til at gribe ind, da du så Christina Kjærsgaard blive angrebet og ydmyget af blandt andre Amtsavisens chefredaktør for det, der i virkeligheden er dit rod, dit svig?

7) Skal man være ordholden for at lede de konservative i Randers?

8) Og til sidst, Daniel. Er du blevet udspillet, og dit parti skilt ad, af Torben Hansens punkt med Klimabroen i konstitueringen?

Det var os allesammen i kommunen, du førte bag lyset, Daniel, måske endda også dig selv, på intet mindre end det vigtigste område i valgkampen. Du lokkede stemmer til, og Kjærsgaard, på dette falske grundlag. Du skylder folk en forklaring.

Ydermere er det min holdning, at Randers bør udvikles som uddannelsesby.

Kommentarer