A.E. Maskiner ApS vinder Randers Kommunes Erhvervspris
Randers Kommunes Erhvervspris 2025 går til A.E. Maskiner ApS, der vinder prisen for at have fokus på vækst, kvalitet og FNs Verdensmål – og for sit fokus på medarbejderne, service og kunder.
Prisen blev overrakt ved Erhvervslivets Nytårskur den 8. januar 2025.
– A.E. Maskiner har en evne til at inspirere og skabe resultater ud over det sædvanlige til gavn for virksomheden, medarbejdere kunder og kommunen. Siden 2010 har A.E. Maskiner været på en imponerende vækstrejse med et stort fokus på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Samtidig er A.E. Maskiner meget dygtige til at tage imod lærlinge, og på den måde bidrager virksomheden til at skabe den kvalificerede arbejdskraft, der er helt afgørende på arbejdsmarkedet nu og i fremtiden. Derfor fortjener de prisen, siger borgmester Torben Hansen.
Vinderen af Randers Kommunes Erhvervspris 2025 blev afsløret i forbindelse med Erhvervslivets Nytårskur den 8. januar 2025 på Værket. Og det var en både glad og stolt indehaver af A.E. Maskiner ApS, der blev klappet på scenen for at få overrakt prisen af borgmester Torben Hansen.
En stor ære
– Mange tak for prisen. Jeg er glad og stolt over, hvor langt vi er nået med A. E. Maskiner, og det er en stor ære at blive anerkendt for vores resultater og vores måde at nå dem på. At vores virksomhed har gjort sig fortjent til at modtage Randers Kommunes Erhvervspris er et ekstraordinært stort skulderklap til alle i firmaet, når nu vi ser på, hvor mange andre dygtige virksomheder, der er i Randers Kommune. Vi vil fortsætte vores positive udvikling ved at holde fast i de værdier, som A.E. Maskiner er bygget på, siger indehaver og adm. direktør for A. E. Maskiner ApS, Anders Ebbesen.
A.E. Maskiner ApS er specialiseret i køb, salg og reparation af landbrugs- og entreprenørmaskiner og virksomheden har udviklet sig hurtigt siden etableringen i 2010. I dag har virksomheden 60 ansatte og er kåret som Gazelle-virksomhed hele ni gange. Oprindelig holdt A.E. Maskiner ApS til i Ørsted, men siden er aktiviteterne flyttet til nye og større lokaler på Bronzevej i Randers, hvor virksomheden kan fortsætte udviklingen.
A.E. Maskiner ApS har et stort fokus på FN’s verdensmål og er blandt andet begyndt at rådgive kunder om, hvordan de kan effektivisere og optimere, så klimapåvirkningen mindskes. Den positive vækst betyder samtidig, at A.E. Maskiner ApS har skabt et stort antal job til lokalområdet og endelig tager virksomheden ansvar for at udvikle fremtidens arbejdskraft ved løbende at tage imod lærlinge og uddanne nye faglærte medarbejdere.
I udvælgelse af A.E. Maskiner ApS er der lagt vægt på virksomhedens evne til at inspirere og skabe resultater til gavn og glæde for hele kommunen. Særligt er der lagt vægt på A. E. Maskiner ApS’ evne til at udvikle og forfine et meget specifikt produkt med fokus på kvalitet og design og samtidig succesfuldt udvide sin produktportefølje sideløbende med, at der både er sket et succesfuldt ejerskifte og sat fokus på verdensmål.
A.E. Maskiner ApS er den 10. virksomhed, der siden 2015 har modtaget Randers Kommunes Erhvervspris.
Kommentarer