Randers By

Guld-øko med fokus på patienter og økonomi

Rikke Thorøe Grønning (til højre) opsummerede køkkenets tons-forbrug af økologiske råvarer og kom med et bud på, hvor uendelig mange millioner liter mindre forurenet grundvand hospitalet dermed har sparet landet for ved ikke at forudsætte sprøjtning. Og hertil hvor meget mere dyrevelfærd, det har bragt. Til venstre cheføkonoma ved Regionshospitalet, Mona Carøe.

Regionshospitalet Randers har officielt fået overdraget deres guldmedalje for deres økologiske mad. Men ligeså vigtig som økologien er patienter og økonomi.

Onsdag den 12. oktober fik køkkenet på Regionshospitalet Randers officielt overbragt beviset på, at de har opnået fødevarestyrelsens Økologiske Guldmærke. Det fortæller, at mere end 90 pct. af køkkenets råvarer er økologiske.

– Regionshospitalet Randers er det første hospital, der når i mål med et øko-spisemærke i guld. De beviser, at man med flid, fokus og dedikation kan nå helt op i nærheden af hundrede procent økologi, selvom man er et stort hospitalskøkken, som er underlagt stramme budgetter.

Sådan sagde Rikke Thorøe Grønning, der er chefkonsulent i Økologisk Landsforening, da hun overdrog diplomet til Mona Carøe, cheføkonoma ved Regionshospitalet i Randers

– Samtidig beviser de, at man sagtens kan tilgodese alle de ernæringsmæssige behov, patienterne har, indenfor de økologiske rammer, tilføjede hun.

Et særligt guldhold

Fra hospitalets ledelse var der masser af roser til køkkenet og dets personale.

Hospitalsdirektør Jonas Dahl kaldte køkkenets personale for guldholdet og sammenlignede udmærkelsen med det guld opnået i sportens verden. Flere kan få guldprisen, men ingen kan blive de første som køkkenet i Randers. Han var stolt på hospitalets og byens vegne over prisen.

Kollegernes ros

Blandt deltagerne i guld-øko overækkelsen var også flere af regionens andre cheføkonomaer. Også herfra var der roser.

Ole Hoffmann fra Centralkøkkenet i Aarhus var stolt over en region, hvor der ved hospitalerne ved tre sølvmærker og nu et guldmærke. For ham var det ikke bare Randers, der nød godt af Mona Carøe og hendes holds indsats. Randers har gjort det muligt for de andre hospitaler at få økologiske pålæg, der ellers ikke er på markedet.

Det eneste Ole Hoffmann savnede nu, var økologisk røget filet. Det udsagn blev dog straks imødegået fra den ene af hospitalets to slagtere, der stolt kunne fortælle, at nu var også dette leveringsmæssige hul lukket.

– Jeres arbejde for økologien har løftet og styrket økologien på alle regionens hospitaler, sluttede Ole Hoffmann.

Lavet af kærlighed

Cheføkonoma Mona Carøe fik det sidste ord ved overdragelsen. Hun gav de mange roser videre til sine medarbejdere, som har været hovedkraften i omstillingen.

Omstillingen fra konventionel mad med fortrinsvis færdiglavede råvarer til egen fremstilling fra grunden havde været nogenlunde let – og havde sparet ressourcer. Derfor var bronzemærket nået nogenlunde let.

Konkurrence med Michelin-restaurant

Siden var der kommet kampen om sølv-mærket, hvor køkkenet havde stillet stadig flere krav til deres leverandører. Også det bar frugt – og Mona Carøe gav derfor også ros videre til disse.

Der var også roser til de eksterne konsulenter, der løbende havde vejledt folkene i Randers. En af opfordringer var at deltage i en stor mad-festival i Herning. Her havde hospitalet flot konkurrence med en Michelin-restaurant deltaget med en sengestue, hvor ”patienter” blev indlagt.

Sidst takkede Mona Carrøe hospitalets ansatte ude i afdelingerne for at have bakket køkkenets tiltag op og på en positiv måde bringe maden frem til patienterne.

Kommentarer