Kultur

60 kilometer lang rekreativ sti i Naturpark Randers Fjord er på vej

Foto: Randers kommune

En 60 kilometer lang rekreativ sti omkring Randers Fjord fra Udbyhøj Nord til Randers by og videre på sydsiden af fjorden til Uggelhuse kom flere skridt nærmere, da Erhvervs- og planudvalget i september bevilgede 600.000 kroner til projektet. Og efter at Landdistriktsudvalget på sit møde den 27. oktober har toppet op med yderligere 250.000 kroner, kan det treårige projekt nu sættes i søen.

“I et turismemæssigt perspektiv er naturen og adgangen til naturoplevelser en drivkraft til at få flere besøgende til Randers Kommune. Derfor glæder det mig, at vi nu kan komme i gang med at gøre Randers Fjord og det omkringliggende landskab mere tilgængeligt for borgere og turister,” siger formand for Erhvervs- og Planudvalget Claus Berggren. 

Den rekreative sti langs Randers Fjord anbefales af Udvikling, miljø- og teknikforvaltningen anlagt som en trampesti.

” Med denne samlede stisatsning imødekommer vi et stort ønske fra vores fjordnære landsbyer. Ønsket om rekreative stier og adgang til fjorden er meget aktuelt. Samtidig er jeg glad for, at en så stærk satsning i Naturpark Randers Fjord binder en lang række kommunale projekter og indsatser sammen”, fortæller næstformand for Landdistriktsudvalget Lars Søgaard og fortsætter:

“Stien vil blive anlagt under ordningen SPOR, som administreres af Landbrug & Fødevarer. Der er i forvejen etableret en række mindre trampestier i Naturpark Randers Fjord og andre steder i Randers Kommune under denne ordning, som har den store fordel, at vi er afhængige af et godt samarbejde med lodsejerne om at etablere stien på lige netop deres område. Det koster selvfølgelig en hel del på dialogkontoen, men til gengæld sikrer vi, at vi kun anlægger stien på steder, hvor lokale og lodsejere også ser en god mening i stien. Det er en fordel for alle: Lodsejeren sikres bestemmende indflydelse, de lokaler kender det bedste steder og oplevelsen for kommende brugere vil blive helt i top, når vi er sikre på, at alle berørte lodsejere er blevet inddraget fuldt ud i processen. “

Det er målet, at der efter tre år vil være etableret en samlet rekreativ forbindelse på nordsiden af Randers Fjord fra Randers By til Udbyhøj Nord og en tilsvarende sammenhængende forbindelse på sydsiden af fjorden fra Randers til Uggelhuse/Floes. Stien vil blive koblet sammen med mindre lokale stisløjfer. 

Da den rekreative sti forventes anlagt på private lodsejeres jord, forestår der et stort dialogarbejde med relevante lodsejere. Derfor afsættes der også ressourcer til at ansætte en projektleder gennem de tre år, som arbejdet med anlæggelsen af stien forventes at vare.

Det 2 millioner kroner dyre projekt forventes at blive sat i gang i januar 2023.

Fakta

I 2021 havde Randers Kommune 117.152 overnatninger og dertil rekordmange endagsbesøgende. Hovedparten af de, der gæster Randers, er danskere.

I en kendskabs- og potentiale analyse udarbejdet af VisitAarhus i 2021 viser det sig, at 56 procent af alle de, som besøger Aarhus Regionen, søger oplevelser i naturen via de stille naturoplevelser eller ved at få pulsen op og være aktive. 

En rekreativ stiforbindelse langs Randers Fjord vil generere et nyt tilbud målrettet de turismemæssige målgrupper, som sætter naturen i højsædet i deres ferie samt øge den rekreative adgang i nærmiljøet for vores nuværende og kommende borgere i landdistriktet.

Kobling til andre projekter i Randers Kommune

En rekreativ forbindelse langs begge sider af Randers Fjord vil blandt andet understøtte følgende indsatser i Randers Kommune: 

Flodbyen Randers. En stiforbindelse vil skabe en naturlig, rekreativ forlængelse af Flodbyen Randers

Naturpark Randers Fjord. Siden 2018 har området langs Randers Fjord været certificeret under Friluftsrådets mærkningsordning for Danske Naturparker. Her arbejdes der med indsatser indenfor områderne Erhverv & Turisme, Natur og Friluftsliv 

GudenåSamarbejdet. Gudenåkommunerne arbejder målrettet på at etablere et samlet stiforløb langs hele Gudenåen. En trampesti langs Randers Fjord vil være en naturlig forlængelse heraf, og øger Randers Kommunes attraktion som et naturligt stop på turen fra Gudenåens udspring til udløbet i Udbyhøj

Tidsrejsen. Samarbejdsprojektet “Tidsrejsen” ønsker at tage oplevelser fra udstillingen i Randers Regnskov, formidlingen fra Randers Naturcenter og Museum Østjylland, ud i Randers Kommunes landskab. Her vil en rekreativ stiforbindelse langs Randers Fjord understøtte vigtige dele af dette projekt

Bevæg dig for Livet. Randers Kommune er visionskommune for “Bevæg dig for Livet”. En rekreativ sti langs Randers Fjord vil bidrage til yderligere bevægelsesmuligheder for borgerne i kommunen, og bidrage til folkesundheden

Områdefornyelse. Randers Kommune gennemfører i øjeblikket områdefornyelser i to af fjordbyerne, Albæk og Mellerup. I begge områdefornyelser forventes det, at der skal arbejdes med forbindelser og faciliteter, der kan understøtte oplevelsen langs den rekreative sti ved Randers fjord

Kommentarer