Asferg

50 års jubilar spiller bordtennis og dribler med bogholderi

Frivillige bliver hyldet for deres mangeårige indsats i foreninger. Som tak for deres indsats kan de nu få tildelt en 25 eller 50-års nål, som Folkeoplysningsudvalget i Randers Kommune står bag.

Han er gået på pension. Næsten i hvert fald. Arbejdslivet er lagt på hylden, men det frivillige arbejde kan han ikke rigtigt undvære. 71-årige Hans Mikkelstrup har været frivillig i Purhus Idrætsforening (PIF) og det tidligere Asferg Idrætsforening i ikke mindre end 50 år.

– Han er vist det, man kan kalde en Hr. PIF. Han har brug for foreningen, og vi har i den grad også brug for ham. Når der er noget, vi ikke kan finde ud af, så ringer vi til Hans – fortæller formand i Purhus Idrætsforening, Jens Larsen.

I foreningen varetager Hans en del forskellige roller. Først og fremmest sørger han for at kassen stemmer i rollen som kasserer. Dernæst jonglerer han rundt med bordtennisbat, når han agerer træner i foreningens bordtennisafdeling, hvor han også er medlem af bordtennisudvalget. Hans Mikkelstrup er en omhyggelig mand med mange talenter, hvis man spørger Jens Larsen.

– Det er fantastisk at have en 71-årig, der er ung og lydhør over for, at tiderne skifter. Hans har simpelthen styr på alt lige fra hjemmesiden til mobilepay. Og så har han ikke mindst styr på økonomien. Hvis du spørger efter et cirkatal, så får du det altid med to decimaler – forklarer Jens Larsen.

Bordtennis kom ind i billedet, da et knæ forhindrede ham i at spille fodbold, og så var det nærliggende at kaste sig over bordtennis fremfor at stoppe.

– Det kunne jeg godt holde til. Noget skulle jeg jo lave, og så fangede bordtennis min interesse – fortæller Hans Mikkelstrup om, hvorfor han valgte at starte som bordtennistræner og frivillig i afdelingen tilbage i 2000.

Tildelt nål for sit mangeårige engagement
Gennem hele sit liv har Hans Mikkelstrup trivedes bedst i baggrunden. Det kunne han dog ikke få lov, da han onsdag den 3. april blev tildelt en 50 års-nål for sit mangeårige bidrag som frivillig.

– Det var en overraskelse. Jeg har bestemt aldrig gået efter det. Det har været tilknytningen og det sociale liv, der har drevet mig gennem årene – fortæller Hans Mikkelstrup.

Nålen er for nyligt indført af Folkeoplysningsudvalget i Randers Kommune, som gerne vil takke de mange frivillige i foreningslivet for deres store indsats. Derfor har udvalget indført to nåle, som gives til frivillige efter henholdsvis 25 og 50 års uegennyttigt arbejde.

– Det er vigtigt, at frivilligheden ikke tages for givet. De frivillige udgør grundstenen i foreningslivet, og de gør et stort stykke arbejde, som er meget prisværdigt. Vi sætter stor pris på den motivation og arbejdsiver, der driver de frivillige til at gøre en forskel – for det gør de – fortæller Else Norvin, der er formand for Folkeoplysningsudvalget.

Selvom han er ydmyg, når det drejer sig om sit eget bidrag til foreningslivet, peger Hans Mikkelstrup på vigtigheden af, at der er frivillige i foreningerne.

– De frivillige har en voldsomt stor betydning. En forening kan ikke drives uden frivillige. Der er brug for alle slags frivillige lige fra de små hjælpetrænere på 12-14 år til sådan nogle gamle hoveder som os – forklarer han.

Fakta
Du kan også indstille en frivillig til nålene, hvis I opfylder følgende kriterier:

Din forening skal være godkendt i kultur- og fritidsafdelingen som folkeoplysende forening

Den frivillige har brugt 25 eller 50 år af deres liv på frivilligt arbejde i folkeoplysende foreninger

Det er foreningen, der indstiller den frivillige

Det er foreningen, der uddeler årsnålen til den frivillige

Send en mail til fritidkultur@randers.dk med oplysning om, hvor mange af hver nål, I har brug for.

Kommentarer