Navnenyt

29 nye danske statsborgere gav hånd på rådhuset

David Riddell var en af grundlovsceremoniens deltagere, som fik overrakt en model af Det Gamle Rådhus

Der var højtidelig stemning på Det Gamle Rådhus, da 29 borgere gav hånd på deres nyerhvervede danske statsborgerskab.

Musikere fra Randers Kammerorkester, anført af nydansk statsborger og tidligere Årets Randersborger David Riddell, satte musik til fejringen.

Rådhuset i Randers var mandag eftermiddag ramme for den årets første grundlovsceremoni. Ved ceremonien skrev 29 nye danskere under på en erklæring om at overholde dansk lovgivning og respektere danske værdier og retsprincipper.

Som noget nyt skulle de nye borgere også give hånd på det nye statsborgerskab. Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt stod for velkomsten og de mange håndtryk. I sin velkomsttale til forsamlingen lagde han vægt på vigtigheden af demokratiet og den danske grundlov:

– Det er grundloven, der både giver os frihed til at opnå det bedste i livet, mulighed for at udtrykke vores meninger og ret til at tænke og tro det, vi vil. Det er privilegier, vi gerne værner om, og det er privilegier, vi har et ansvar for at passe på – sagde kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

Årets Randersborger er nu dansk statsborger
Én af de borgere, som gav hånd denne eftermiddag på rådhuset, var orkesterchef i Randers Kammerorkester David Riddell. Under ceremonien opførte tre musikere fra orkestret et par sange med musik af Benny Andersen.

– Det var en indbydende og fin ceremoni, som havde en fin balance mellem det formelle og uformelle. Og det var meget rart at få mit statsborgerskab bekræftet – fortalte David Riddell efter ceremonien. David Riddell blev kåret som Årets Randersborger i 2004 og kommer oprindeligt fra Skotland.

Grundlovsceremonien blev rundet af med kransekage og hvidvin.

Kommentarer