Samfund

210 frivillige samlede 100 sække affald i naturen i løbet af 2023

Frivillige affaldsindsamlere. Foto: Randers Kommune

Flere end 200 frivillige fra 15 foreninger i Randers Kommune har i løbet af 2023 fyldt sække med henkastede dåser, plastic, cigaretskod og meget andet, som de har samlet i naturen. Ren Natur hedder indsatsen, og de foreninger der deltager, får en sum penge til klubkassen som tak. Udover renere natur, skaber det stærkere fællesskaber.

Både Venligboerne Randers og SAM Foreningen er blandt de 15 foreninger, der samlede affald i naturen i 2023 og pengene, de tjente, er allerede brugt på arrangementer, der skaber fællesskab blandt medlemmerne.

– Vi brugte nogen af pengene på kaffe og kage til sociale aktiviteter i vores kolonihave og resten på en tur til Ree Park. Det var tanken på forhånd, at pengene skulle gå til at styrke fællesskabet blandt medlemmerne i foreningen, og det synes jeg, vi har formået, siger Allan Madsen, der er koordinator i SAM Foreningen.

Foreningen fik i alt 2.500 kroner for deres indsats på ruten ved Gudenåparken og omkring Randers Regnskov.

Frivillige bruger deres fritid på affald

For fjerde år i træk har en masse frivillige fra foreninger i Randers Kommune brugt deres fritid på at samle affald i naturen:

– Jeg sætter stor pris på de fællesskaber foreningerne i Randers Kommune skaber, men når de ovenikøbet kan skabe dem med snappere og grønne affaldssække i hånden, så bliver jeg imponeret over deres engagement. Jeg håber, indsatsen her kan være til inspiration for alle i Randers Kommune og får flere til at tænke sig om, inden de smider affald i naturen,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Foreningerne kan tjene op til 3000 kroner ved at samle affald. De mange foreningers indsats glæder også Louise Høeg, der er formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune:

– Det er fantastisk, at så mange mennesker i foreningslivet i Randers Kommune vil være med til at gøre en forskel og oven i dette bruger midlerne til at styrke fællesskaberne for medlemmerne. Jeg er sikker på, at indsatsen skaber stor værdi for rigtig mange mennesker, siger hun.

Det er projektet Ren Randers, der sammen med Hold Danmark Rent faciliterer Ren Natur i Randers Kommune og de sørger for, at affaldet kommer på genbrugsstationen. Pengene får foreningerne som sponsorat af Ren Natur.

53 kommuner er med

Ren Natur er et affaldskoncept, hvor foreninger og klubber i 53 kommuner i Danmark samler affald i naturen på 525 forskellige ruter. Foreningerne kan tjene op til 3000 kroner på at samle affald. Ren Natur er i 2023 sponsoreret af McDonald´ s Danmark, SPAR , Danske Bank, WestWind, Arbejdernes Landsbank og Ølgod Efterskole.

Læs mere om Ren Natur her

 

Kommentarer