Langå

20-årig sigtet for at forsøge at stjæle diesel

En opmærksom borger opdagede natten til mandag kl. 01.00, at en mand gik rundt og lyste med en lommelygte på en byggeplads på Gydevej i Langå. Hun syntes, det så mistænkeligt ud og kontaktede derfor politiet, der sendte en patrulje til stedet.

Da betjentene kom frem, traf de en 20-årig mand ved byggepladsen. Han var noget forpustet og lugtede kraftigt af diesel. På pladsen stod der flere plastikdunke med diesel i, og betjentene fandt også en elektrisk pumpe med en slange på stedet.

Den 20-årige erkendte, at han havde været i færd med at tappe diesel fra gravemaskinen, og han blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.

Kommentarer