Debat og politik

Debat: Skal politikerne i Randers spise det samme mad som de ældre ?

Madservice Kronjylland laver maden til de ældre i Randers Kommune. Dansk Folkeparti ønsker, at madlavningen flytter tilbage til ældrecentrene.

Kasper Fuhr fra Velfærdslisten foreslår, at Randers byråd skal spise samme mad som kommunens ældre. Jens Peter Hansen fra Venstre kalder forslaget for “bedøvende uinteressant”, mens Frank Nørgaard (DF) helst så, at madlavningen blev flyttet tilbage til ældrecentrene. 

“Hvis ikke politikerne på egne smagsløg prøver den mad, kommunen serverer for de ældre, kræver det en mere end almindeligt god fantasi at sætte sig ind i, hvordan det må være at leve af kommunens madordning hver eneste dag”.

Sådan skriver Kasper Fuhr Christensen i et læserbrev, der argumenterer for, at de randrusianske politikere skal spise den samme mad, som serveres på ældrecentrene ude i kommunen, og den mad der bringes ud til de ældre, der stadig bor i egen bolig.

Læs også her: VL: Byrådet skal ikke spise bedre end de ældre

V: Bedøvende uinteressant

Forslaget har blandt andet fået byrådsmedlem for Venstre, Jens Peter Hansen, til at reagere på Facebook. Her henviser han til, at byrødderne for længst har prøvet en lignende ordning:

– Jeg finder dagsordenforslaget bedøvende uinteressant og ligegyldigt – langt de fleste byrødder har prøvet at leve af den kommunalt producerede vacuum-mad, og skulle noget byrådsmedlem savne denne positive oplevelse, ville det være en enkel sag at rette henvendelse til direktøren for området (der i 2006 tog initiativ til, at vi alle fik en taske med mad til fem dage), skriver Jens Peter Hansen i en tråd på Facebook Randers.

DF: Madlavningen skal flyttes tilbage til ældrecentrene

Formand for Dansk Folkeparti, Frank Nørgaard, vil ikke afvise Fuhrs forslag. Han påpeger dog, at der må mere vidtgående tiltag til, hvis man virkelig vil gøre en forskel for borgerne:

– Der kan ikke sættes en finger på maden fra Madservice Kronjylland. Den spiser jeg gerne, så slipper jeg selv for at lave mad. I Dansk Folkeparti så vi dog helst, at madlavningen blev flyttet tilbage til ældrecentrene. Den største forskel for de ældre vil være, hvis de får mulighed for deltage i madlavningen og dufte til maden, mens den laves, siger han.

– Derfor forsøgte vi også at få det med i budgetforliget, men der er lang vej igen. Dels er det dyrt at godkende køkkener til mange mennesker og dels er mange køkkener pillet ned og bygget om til ældreboliger. Jeg glæder mig dog over, at DF på Christiansborg i forbindelse med finanslovsforhandlingerne fik forhandlet 4-500 millioner hjem til at maden tilberedes tættere på de ældre, slutter han.

Ældremad til byrådet i andre kommuner

Randers er ikke landets første kommune, der diskuterer ældremad til byrådet. Byrådsmedlemmer for Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti sagde som de eneste ja tak, da Ældre- og Handicapudvalget i 2015 blev budt på mad fra kommunens storkøkken. I august i år besluttede Frederiksberg Kommune, at de én gang i kvartalet skal spise ældremad.

 

 

 

Kommentarer