Randers By

Vikingegravplads under Langvang Multihal

Hør om den spændende udgravning ved Langvang, når arkæolog Liv Langberg fra Museum Østjylland byder på et lille foredrag. Her er Liv Langberg i fuld gang med den arkæologiske udgravning af gravpladsen ved Langvang. Fotokilde: Museum Østjylland

Før indkøbscentre, parcelhusområder og multihaller skyder op i landskabet, så rykker arkæologerne ud og undersøger jorden for fortidsminder og -skatte. Nu kan du høre den spændende historie om, hvad der dukkede op af jorden i den nordlige del af Randers, før Langvang Atletik- og Multihal blev en realitet.

Omvisningen er en del af festivalen Livet ved Randers Fjord, hvor der i maj måned er en række aktiviteter i og omkring Randers.

Foredrag:

Vikingernes gravplads, onsdag den 23. maj 2018 kl. 11– 11.30 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers.
Gratis adgang.

Arkæolog Liv Langberg er dagens foredragsholder, og hun har selv haft fingrene begravet i jorden ved Langvang. Liv Langberg fortæller, at de arkæologiske undersøgelser i 2015 var særligt spændende, fordi der her dukkede en vikingelandsby og del af en tilhørende gravplads op. Der blev også fundet spor fra både middelalder og renæssance på stedet.

– Det er virkelig drivkraften for os arkæologer i alle arkæologisk undersøgelser og udgravninger: Hvad finder vi mon i jorden her? Det er skattejagt for voksne, og følelsen af at afdække en grav eller en genstand, som ikke har set dagens lys i 1.000 eller 5.000 år, er magisk,  smiler Liv Langberg.

Unikt og besynderligt

Der findes mange forskellige slags grave fra vikingetiden. Også nogle af gravene ved Langvang, var helt unikke – og ganske besynderlige.

– Grave fra vikingetiden viser tydeligt, at vikingerne havde en meget varieret og kompleks begravelses- og dødekultur. Gravpladsen ved Langvang er faktisk et rigtig godt eksempel på det, ” fortæller Liv Langberg, der lover at dykke ned i vikingernes fascinerende begravelsesritualer til det lille foredrag.

Livet ved Randers Fjord-festival

I maj måned sætter en helt ny festival spot på Livet ved Randers Fjord. En række kulturinstitutioner byder på masser af spændende aktiviteter og arrangementer i og omkring Randers, hvor du kan opleve, besøge, smage og føle på livet ved Randers Fjord.

Se mere om festivalen “Livet ved Fjorden” her

 

Kommentarer