Erhverv

Verdo fik rekordår, men kæmpetab skæmmer i regnskabet

Kim Frimer, adm. direktør i energiselskabet Verdo, ærgrer sig over en kæmpe nedskrivning, der resulterer i et stort overskud. PR-foto

2016 blev et rekordår på flere områder for Energiselskabet Verdo, der forbedrede både omsætning og indtjening markant. Men en stor millionlussing gør ondt på bundlinjen. Det skriver Børsen mandag.

Energiselskabet fra Randers havde både den højeste omsætning og driftsindtjening nogensinde, men adm. direktør Kim Frimer er alligevel ærgerlig.

En satsning på træpiller i Storbritannien har slået fejl, og Verdo lukker derfor ned for produktionen, som koster en massiv nedskrivning på 174 mio. kr. før skat. Nedskrivningen betyder, at Verdo lander et underskud efter skat på 121 mio. kr.

– Jeg er ærgerlig, det er der ikke nogen tvivl om, men ind imellem må man tage nogle hårde beslutninger, udtaler Kim Frimer til Børsen.

Til gengæld glæder direktøren sig over, at Verdo i modsætning til flere af de danske konkurrenter formåede at øge omsætningen i 2016 med 400 mio. kroner til 2,6 mia. kroner. Desuden har Verdo sat priserne på varme ned, så det er blevet billigere for østjyderne at fyre.

– Det har været et godt år, og det er selvfølgelig en følge af, at markedet er gunstigt for os. Men vores vækst slår markedet, så vi må også selv have gjort noget rigtigt, siger Kim Frimer.

Ifølge direktøren har Verdo styrket kerneforretningen i løbet af 2016, og strategien er at fokusere forretningen yderligere.

– Vi går mere og mere ud af fiber- og teledelen. Det er ikke der, vores kompetencer ligger. Hvis vi kan komme ud af det, vil vi gerne helt ud af det. Vi er simpelthen for små til det. Vi er stærke inden for energi, og vi har en ambition om at fokusere på biomasse, vand og kraftværker i stedet, siger Kim Frimer.

For at styrke området for kraftværker købte Verdo selskabet Industrivarme sidste år og er dermed nu både totalleverandør i komplette kraftværker og biomasseanlæg.

Med det opkøb forventer Kim Frimer at fortsætte de positive takter på driften i 2017, hvor man forventer et resultat, der som minimum er på niveau med 2016.

Kommentarer