Verdensmålsugen i Randers – Børn samlede affald i Dronningborg
Som et led i bibliotekernes verdensmålsuge uge 17, havde børnene fra Idrætsfritidsordningen Randers lånt Randers Biblioteks affaldssnappere. Dem brugte de til at samle affald på turen fra Rismølleskolen til Dronningborg Idrætscenter. 20 sække fik de samlet.
Med snappere og affaldssække i hånden, var idrætsfritidsordningen i Dronningborg på en mission. Cigaretpakker, plasticemballage, dåser og alverdens forskellige typer affald skulle væk fra vejkanten på ruten fra Rismølleskolen til Dronningborg Idrætscenter, hvor der ventede bålhygge og snobrød.
– Normalt tager børnene bussen ud til Dronningborg Idrætscenter, de var derfor lidt negative overfor gåturen, men da de først fik snapperen og sækken i hånden, så blev de grebet af indsatsen og der gik konkurrence i den. Nogen af dem kunne slet ikke stoppe igen og samlede videre ude langs fodboldbanerne, siger Michael Lau, der er daglig leder i Idrætsfritidsordningen Randers (IFO).
Børnene i IFO fik samlet 20 sække med affald.
Snappere lånt på biblioteket
Idrætsfritidsordningens indsats var et led i verdensmålsugen i uge 17, hvor Randers Bibliotek satte fokus på de 17 verdensmål. Besøgende kan opleve en særudstilling på Hovedbiblioteket med information om lokale tiltag inden for blandt andet genbrug, miljø og socialt arbejde. Udstillingen fotrsætter efter uge 17.
I børnebiblioteket kan børnene prøve “skralderobotterne”, der ligesom en fjernstyret bil kan køres rundt og sortere affald.
– Det er fantastisk at se, hvordan børnene tager affaldsproblematikken alvorligt og aktivt gør noget ved det. Det er vigtigt at lære børnene om bæredygtighed og miljøansvar. Jeg synes særdeles godt om bibliotekets fokus på verdensmålene, der helt sikkert har haft en positiv effekt på børnenes engagement, siger Magnus Vilstrup, der er sektionsleder i Miljø og Teknik i Randers Kommune.
Alle kan låne affaldssnappere i Randers Biblioteks fire filialer, de lånes ligesom en bog i 14 dage ad gangen.
Kommentarer