Venstre byrådsmedlemmer: Assentoft og Drastrup bindes sammen
Debatindlæg af Christian Brøns, byrådsmedlem Venstre, Randers og Susanne Ringe Sørensen, byrådsmedlem Venstre, Randers.
Assentoft har i de seneste år haft fuld fart på udviklingen. En masse grunde er blevet udstykket og bygget på, og mange nye borgere er kommet til – faktisk så mange at byen nu er Randers Kommunes næststørste.
Det er alt i alt glædeligt, at mange borgere har lyst til at bosætte sig i vores kommune. Men de mange nye boligområder og borgere har også betydet en øget belastning af infrastrukturen i området og særligt veje, hvor børn færdes på cykel til og fra skole.
Derfor er vi glade for, at der i forbindelse med budgetforliget for 2018-2021 er afsat 3,8 millioner til infrastruktur i Assentoft.
Mere specifikt skal midlerne anvendes til at forlænge Skovvangsvej mod syd, så vejen bindes sammen med Drastrup.
Sammenhængen i vejnettet vil være en hjælp for boligområderne i den østlige del af Assentoft, som vil have lettere adgang til E45 – ligesom trafikbelastningen i Assentoft i højere grad vil blive spredt ud, hvilket er til stor hjælp for de bløde trafikanter.
Kommentarer