Kultur

Stort luciaoptog lyser igen Randers’ gader op på torsdag

Luciaoptoget 2023. Foto: Per Bille

Flere hundrede frivillige, borgere, skolebørn, børnehavebørn og andre bliver i år en del af det festlige luciaoptog gennem Randers midtby, som arrangeres af ReThinker Randers og GAIA.

Torsdag 12. december klokken 10.30 til 11.30 vil GAIA Akademi og ReThinker Randers i et fælles Luciaoptog gå gennem midtbyen i Randers og skabe julestemning og sprede godt humør.

– Vi glæder os meget til at gentage sidste års succes, hvor flere hundrede deltagere skabte et mindeværdigt optog gennem Randers. Luciaoptoget har kun et år på bagen, men forhåbentlig kan det blive en fast tradition til glæde for mange, siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus, som ReThinker Randers er en del af.

Frivilligorganisationen ReThinker Randers har arvet en stor Luciabrud fra Aarhus. Sidste år gav kunstnerne ved GAIA Akademi den århusianske Luciabrud en make-over sammen med gæstekunstneren Britt Kristensen, der har specialiseret sig i karnevalsfigurer. Og igen i år er der skabt et nyt udtryk.

– Vi vil i år særligt koncentrere os om luciabrudens krone. Den måtte nedjusteres sidste år, for at kunne komme under julebelysningen i byen. Kronen får i år en afgørende betydning i optoget, fortæller kunstmentor Pia Græsbøl Ottesen fra GAIA Akademi.

Et fælles projekt

Luciaoptoget i Randers er et fælles projekt mellem ReThinker Randers og GAIA, som også har inviteret både skoler og institutioner til at deltage i optoget gennem byen.

– Luciaoptoget er en hyggelig begivenhed, som er med til at samle mennesker og bringe hygge i tiden op mod jul. Vi håber at samle lige så mange som sidste år og måske endda flere, så vi kan danne et stort og flot optog gennem byen og danne relationer på tværs, siger Jakob Tøtrup Kjærsgaard, daglig leder hos ReThinker Randers.

Han suppleres af Pædagogisk koordinator hos GAIA, Mette Nyboe Grønkjær.

– På GAIA Museum har vi gode erfaringer med samskabelsesprojekter. Denne event med ReThinker giver så god mening, fordi mange forskellige interessenter arbejder sammen mod et fælles mål. Nemlig at bringe lys til Randers i en mørk årstid, der også for nogle kan være præget af ensomhed. Målet er fællesskab på tværs af alder, køn, nationalitet og interesse.

Luciakjolerne er syet af aflagte lagner fra Aarhus Universitetshospital i Skejby. Alle, der deltager i optoget, vil bære lyset frem med små lanterner med LED-stearinlys. Lanternerne er naturligvis også lavet af kunstnerne på GAIA.

Optoget starter på Østervold og går gennem Randers midtby over til Kirketorvet og slutter på Østervold, ved Den Jyske Hingst.

Alle er velkomne til at gå med. Tilmelding sker til daglig leder i ReThinker Randers, Jakob Tøtrup Kjærsgaard, på mail jtk@visitaarhus.com

 

Kommentarer