Spentrup

Spentrup sognegård: Mandagscafé bliver til fredagscafé

I Spentrup sognegård er mandagscafé blevet til fredagscafé med organist Mogens Kjærgreen som tovholder. Fremsendt foto

En mange-årig og elsket tradition i Spentrup  var tæt på at ånde ud under coronaens kvælertag; men nu efter corona-grebet er lettet, lever traditionen videre om end med få justeringer.

I årtier har Spentrup Sognegård lagt lokale til den traditionsrige og hyggelige mandagscafé, hvor lokale borgere over den arbejdsdygtige alder samledes en gang om måneden til morgenkaffe, rundstykker og fællessang.

Med tiden udviklede konceptet sig, så der også kom underholdning eller foredrag på programmet, og det var i det store hele blevet et meget populært månedligt indslag for lokale borgere.

Så kom coronaen og satte et stopper for alt, inklusive mandagscafeen, og den lange pause betød, at man på et tidspunkt vurderede, at sammenkomsten nok havde overlevet sin egen tid, og det blev besluttet at nedlægge mandagscafeen.

I løbet af sommeren 2021 og den tiltagende tilbagevenden til en form for normalitet, så var der gode kræfter i sognet, som alligevel mente, at en formiddagscafé i Spentrup Sognegård havde sin berettigelse.

Sognepræst Peter Ulvsgaard og organist Mogens Kjærgreen blev bannerførere for at bringe den gode tradition ind i en ny tid.

– Der var helt klart et ønske fra mange om at videreføre traditionen, men da mandag er fridag for kirkepersonalet, inklusive præsten, så besluttede Peter Ulvsgaard og jeg, at lægge arrangementet en anden dag, fortæller organist Mogens Kjærgreen.

Som sagt, så gjort, og nu genopstår mandagscafeen som fredagscafé med premiere i morgen fredag 24. september.

– Vi starter fra bunden med det oprindelige koncept, der går ud på, at vi mødes, drikker kaffe og spiser rundstykker; og så synger vi  også et par sange og salmer, fortæller  Mogens Kjærgreen, som i den nye udgave har påtaget sig jobbet som tovholder på arrangementet.

Tanken er, at man starter stille op uden de ‘store armbevægelser’.

– Vi bruger de første par gange til at finde ud af, hvad folk har af forventninger og tage imod gode ideer og forslag, så ser vi, hvad der sker hen ad vejen, siger Mogens Kjærgreen.

– Lige nu tror jeg bare, at  folk glæder sig til at mødes og mærke et gran af normalitet igen, tilføjer han.

Det første café-arrangement finder sted i morgen fredag  24. september klokken 10 til 11.30, hvor alle er velkomne, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.

Kommentarer