Hvidsten

Spentrup: Centralisering af videregående uddannelser fortsætter

En ny analyse fra landsforeningen Danmark på Vippen viser, at de fire store byområder i Danmark har fået flere uddannelsespladser fra 2017 til 2018, mens resten af Danmark i samme periode har tabt uddannelsespladser. Et udtryk for en kedelig automatisk centralisering, siger Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen.

81 pct. Så mange uddannelsespladser på de videregående uddannelser med optag i 2018 ligger i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg. Det er en stigning på et procentpoint siden 2017, viser en ny analyse fra Danmark på Vippen.

”Det er ikke opmuntrende tal. Vi havde naturligvis håbet på, at udviklingen var vendt, og at resten af Danmark fik flere uddannelsespladser. En af de vigtigste forudsætninger for at få skabt et Danmark i balance er at få spredt uddannelserne mere ud geografisk,” siger Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen.

Han peger på, at udviklingen er et udtryk for en kedelig automatisk og underliggende centralisering:

”Stort set alle politiske partier anerkender jo behovet for flere uddannelser i hele Danmark, og der har også været enkelte positive tiltag de seneste år. Men tilbage står vi altså med et resultat, der viser, at centraliseringen blot fortsætter. Det viser jo tydeligt, hvordan hele apparatet er indstillet på centralisering og stordrift. Det skal vi simpelthen have taget et opgør med,” siger Kim Ruberg.

Kommentarer