Spar Asferg er under konkurs, men byen kæmper for sin butik
I en kort besked på Asferg Borgerforenings facebook-side meddelte købmandsparret Hanne og Finn fredag 29. september, at købmandsbutikken er gået konkurs. Asferg og Omegn Invest, som ejer både tanken og bygningen er uberørt af konkursen.
På Asferg Borgerforenings facebookside kunne man fredag eftermiddag læse følgende:
”Spar Asferg er i dag blevet erklæret konkurs.
Ophørsudsalg!
20 % rabat på alle varer undtagen taletid, porto, tobak, apotek, blade og magasiner & pant.
Vi holder åben som vi plejer indtil varelageret er solgt og Finn vil naturligvis være at finde i butikken igen i morgen tidlig.
Vi er meget berørte af situationen men der var desværre ikke noget at gøre.
Mvh
Hanne & Finn”.
Asferg og Omegn Invest Aps, som ejer bygningerne og Tankanlægget blev informeret om, at købmanden havde ”store likviditetsmæssige udfordringer” en uges tid tidligere. Det oplyser de til Randers Netavis i en udtalelse, hvor de også skriver:
“Vi er så glade for vores købmand her i byen, vi er så stolte af den, og den har betydet enormt meget for os. Vi har også altid været glade for samarbejdet med Hanne og Finn, derfor er det meget ærgerligt, at det nåede hertil, men selv om vi gerne ville, så kunne vi ikke nå at gøre noget for at redde butikken her og nu”.
Bestyrelsen understreger, at tankanlægget, som Asferg og Omegn Invest ejer, stadig vil fungere, som det plejer. Og med hensyn til butikken, så forventer man, at man finder en snarlig løsning.
Artiklen fortsætter under billedet…
Der er sat en plan i værk, som også er beskrevet på både borgerforeningens facebook-side og på byens hjemmeside asfergnet.dk
Bestyrelsen hæfter sig ved, at Dagrofa har meldt ud, at de mener, der stadig er basis for en butik i Asferg.
Dagrofa har blandt andet givet tilsagn om at være behjælpelig med udarbejdelse af nødvendigt beslutningsmateriale vedrørende budgetter og finansieringsplan i den forbindelse.
En ny butik vil imidlertid få brug for noget starthjælp, og bestyrelsen appellerer til borgernes fortsatte opbakning.
”Fortsat dagligvarehandel i Asferg kræver stor opbakning i forhold til de daglige indkøb, ligesom vi forudser, at det nødvendige økonomiske fundament vil kræve, at der bliver samlet en del penge ind”, skriver de blandt andet i opslaget på facebook.
Derfor har man oprettet støtteforeningen ’Vestergade 16’ med det formål at ”Fremme dagligvarehandel i Asferg”. Støtteforeningen er registreret hos Erhvervsstyrelsen, og bestyrelsen opfordrer folk til at melde sig ind.
Bestyrelsen i Asferg og Omegn Invest mener, der er god grund til at tro på fremtiden, derfor arbejder man også på hurtigt at få liv i den lokale købmandsbutik igen.
Bestyrelsen meddeler desuden, at man forventer snart at indkalde byens borgere til et informationsmøde.
Kede Asferg-borgere
Reaktionerne fra Asferg-borgere på facebook-siden taler deres eget sprog: Man er overraskede og meget kede af udmeldingen om købmandens konkurs. “Øv”, “trist”, “træls”, “ærgerligt” er blot et lille udsnit af de mange ytringer, der er slået op.
Men der er også ytringer om håb for, at der findes en ny løsning og opfordringer til at byen nu står sammen. Helt i tråd med ønsket fra bestyrelsen i Asferg Invest.
Købmandsparret har ikke ønsket at kommentere på sagen andet end, at de er kede af det på byens vegne,
Kommentarer