Navnenyt

Sofie Bjerregaard sejrede og fik HTX huen på

Mandag denne uge fik Sofie Bjerregaard sat sin velfortjente studenterhue på hovedet, og kan nu tage hul på et nyt kapitel af sit liv – kræftfri og med en HHX-eksamen i bagagen. Sofie Bjerregaard fra Randers fik sidste år konstateret knoglekræft, men trods sygdommen er hun nu blevet student sammen med sine klassekammerater.

Der var tydelige nerver på uden for eksamenslokalet, da Sofie Bjerregaard i går afventede sin sidste karakter på HHX-uddannelse på Tradium i Randers. Derfor var forløsningen også stor, da den 18-årige endelig kunne få den blå hue på hovedet.

Se videoklippet fra TV2OJ nederst i artiklen

– Det betyder alverden, at jeg ikke skulle opgive min drøm om at kunne klare HHX på tre år, siger Sofie Bjerregaard i klippet fra TV2OJ.

Det er nemlig ikke en selvfølge, at hun i dag springer ud som student. I november sidste år fik Sofie Bjerregaard en besked, der vendte op og ned på alt. Hun havde kræft i lårbensknoglen.

Siden har Sofie Bjerregaard været igennem en operation for at få fjernet tumoren i benet, og hun har også fået kemoterapi som en del af behandlingen. Det har betydet, at hun har været meget indlagt i Aarhus, men alligevel er det lykkedes hende at passe studiet.

– Det har været to hårde kampe på én gang, men jeg kan også mærke, at jeg ikke ville have været det foruden. Jeg vil gerne tage de syv hårde måneder både med skole og mit kræftforløb igen og så bagefter gå ud på den anden side med huen på hovedet, siger Sofie Bjerregaard.

Den viljestærke 18-årige har været oppe i fuld pensum på lige fod med sine medstuderende. For hende har det betydet alt, at skolen har bakket op om at hjælpe hende igennem trods de svære vilkår.

For Sofie Bjerregaard kan i dag kalde sig kræftfri. Fremover skal hun til jævnlige kontroller, men ellers er hun rask. Hun har endda smidt de krykker, som hun længe har været bundet til efter den omfattende operation i benet.Hvad planerne for fremtiden er, nu hvor huen er i hus, ved hun dog endnu ikke helt.

Kommentarer